Af Ritzau - 17/05-17 09:52; Opdateret: 17/05-17 11:44

Psykisk syge børn og unge tvangsfikseres jævnligtPsykisk syge børn og unge tvangsfikseres jævnligt

Ombudsmanden ser med bekymring på, at psykisk syge børn fastspændes mod deres vilje og i længere tid.

storybild

Folketingets Ombudsmand ser med bekymring på, at børn og unge fastspændes mod deres vilje på psykiatriske afdelinger. (Billede: Free/Colourbox)

Det sker med jævne mellemrum, at et barn eller en ung mod sin vilje fastspændes til en seng på en af landets psykiatriske afdelinger.

Det viser en ny rapport om børn og unge i psykiatrien fra Folketingets Ombudsmand.

- At fiksere et barn eller en ung er i sagens natur voldsomt indgribende, siger ombudsmand Jørgen Steen Sørensen.

- Derfor har jeg generelt anbefalet de psykiatriske afdelinger at have øget opmærksomhed på, at en patient efter psykiatriloven som udgangspunkt kun må tvangsfikseres kortvarigt, siger han.

Ombudsmanden besøgte sidste år seks psykiatriske afdelinger for børn og unge. Her blev der gennemgået 22 sager, hvor et barn eller en ung var blevet fikseret mod sin vilje.

Syv af disse sager drejede sig om børn og unge under 15 år.

Men som udgangspunkt bør børn og unge under 15 år slet ikke tvangsfikseres, lyder det fra Ombudsmanden.

Sagerne viste også, at fikseringerne havde strakt sig over mange timer. I otte tilfælde havde barnet eller den unge således været fastspændt i over otte timer.

Det er regionerne, der driver de psykiatriske afdelinger.

Charlotte Fischer (R), der er formand for Psykiatri- og Socialudvalget i Danske Regioner, erkender, at brugen af tvang over for børn og unge ikke er optimal.

Helt undgå brug af tvang er dog ikke realistisk, vurderer hun.

- Der er tilfælde med meget dårlige børn og unge, for eksempel spiseforstyrrede, hvor de unge er livstruede, og det er nødvendigt med tvang.

- Men det skal være den helt store undtagelse, som kun finder sted i meget få tilfælde, siger Charlotte Fischer.

Udvalgsformanden siger, at netop børne- og ungepsykiatrien er under et stort pres.

- Det er den del af psykiatrien, der er under allerstørst pres. På fire år er der næsten kommet 50 procent flere ind i børne- og ungepsykiatrien.

- Så der er et utroligt stort pres, og derfor er det også et ressourcespørgsmål. Men det handler også om ledelse og om fokus på at finde andre metoder, der virker, og få dem bredt ud, siger Charlotte Fischer.

Hun er enig med Ombudsmanden i, at børn og deres forældre skal oplyses bedre om deres rettigheder i forbindelse med brug af tvang.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx