10/09-13 14:19

Thorning er klar med en plan for færre hjemløseThorning er klar med en plan for færre hjemløse

Regeringen vil torsdag præsentere sin plan for det sociale område med konkrete mål, der skal nås inden 2020.

Ifølge statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) vil regeringen torsdag præsentere sin 2020-plan med konkrete mål for det sociale område, som skal nås inden 2020.

Planen vil blandt andet lægge op til, at antallet af hjemløse i Danmark skal reduceres markant. Ifølge Statsministeriet vil der dog først blive sat tal på ambitionen, når planen bliver fremlagt på et pressemøde efter et regeringsseminar i Helsingør.

- Vi har pligt til at huske på, at samfundet har blinde vinkler. Derfor vil vi nu sætte projektøren på dem, der ikke nødvendigvis bliver løftet, når resten af samfundet er i vækst, siger Helle Thorning-Schmidt i en pressemeddelelse.

Planen ventes at omfatte en række emner indenfor det sociale område.

Medlemmer af regeringen har tidligere talt om, at der skal sættes mål for færre narkodødsfald i 2020, at der skal være færre hjemløse i 2020, og at alle børn, der starter i skole, skal kunne tilstrækkeligt godt dansk.

Helle Thorning-Schmidt ønsker dog ikke at gå i detaljer med planen før fremlæggelsen torsdag, men siger:

- Det handler om mennesker, som de færreste danskere møder i deres hverdag. Det handler om mennesker, som dybest set har svært ved at råbe op selv. Derfor har vi brug for en fælles forpligtelse.

- Derfor vil vi i regeringen på torsdag for første gang fremlægge nogle sociale 2020 mål, siger Helle Thorning-Schmidt i pressemeddelelsen.

/ritzau/


Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx