Af Ritzau - 04/04-17 07:32; Opdateret: 04/04-17 08:51

S: Tillid til Minister er mere og mere tyndslidt i kvotesagS: Tillid til Minister er mere og mere tyndslidt i kvotesag

Vi kan ikke vide, om vi har fået lagt alle kortene på bordet med ny redegørelse, siger S om kvotesag.

storybild

Regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, drøfter senere tirsdag formiddag, hvorvidt tilliden til miljøminister Esben Lunde Larsen (V) er intakt. (Billede: Scanpix/Thomas Lekfeldt)

Alt skal lægges frem på bordet.

Det mener Socialdemokratiet, efter at miljøministeren ifølge en redegørelse udtrykte sig "upræcist" på et samråd i en sag om fiskekvoter. Her skulle han oplyse, hvilke informationer han havde videregivet til de borgerlige partier.

- Denne her sag har vist, at der ikke har været en eneste dag uden nye afsløringer, siger fiskeriordfører Simon Kollerup (S).

- Vi kan dybest set ikke vide, om vi med denne her redegørelse har fået lagt alle kortene på bordet. Derfor er min opfordring: Lad os nu få alt lagt frem, så vi ikke skal være i tvivl om, hvorvidt der er noget, vi ikke hører om. Det kan Folketinget ikke være tjent med.

Fiskeriordføreren vil ikke ind på, hvorvidt Socialdemokratiet har mistet tilliden til miljøminister Esben Lunde Larsen (V).

- Det er klart, at efter sådan et forløb er konklusionen, at tilliden til ministeren er mere og mere tyndslidt, svarer Simon Kollerup.

Også Enhedslisten og SF er ude med skarp kritik af miljøministeren.

- En minister må ikke holde oplysninger tilbage for Folketinget. Det er ganske alvorligt, skriver SF-formand Pia Olsen Dyhr (SF) på det sociale medie Twitter.

Sagens kerne er, at ministeren ifølge oppositionen ikke har videregivet de relevante styrelsers anbefalinger til, hvad man kan gøre mod såkaldte kvotekonger - fiskere med meget store fangstkvoter.

Redegørelsen fra ministeriet gennemgår forløbet med forskellige nedslagspunkter. Et af punkterne er et møde i maj 2016 mellem Esben Lunde Larsen og fiskeriordførerne fra partierne i blå blok.

Her videregav ministeren ifølge redegørelsen kun to ud af tre anbefalinger fra styrelsen.

Og da ministeren var kaldt i samråd fredag for at redegøre for forløbet, har han altså ifølge ministeriet været "upræcis" med sin gengivelse af, om han videregav to eller tre anbefalinger på det møde.

I redegørelsen fremgår det også, at ministeren har haft kendskab til yderligere to forslag, som han ikke oplyste på fredagens samråd.

Regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, drøfter senere tirsdag formiddag, hvorvidt tilliden til miljøministeren er intakt.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx