10/08-17 17:49

Yderligere to mænd er fængslet for knivdrab i AalborgYderligere to mænd er fængslet for knivdrab i Aalborg

Torsdag er to mænd varetægtsfængslet for at have dræbt en 27-årig mand. Dermed er fire fængslet i sagen.

storybild

Fire mænd sidder fængslet for drabet på en 27-årig mand i Aalborg. Ifølge sigtelsen påkørte de først den bil, som offeret sad i, hvorefter tre mænd forfulgte ham, da han stak af, og overfaldt ham med køller og knive. Scanpix/Rasmus Skaftved

Aalborg. To mænd er torsdag blevet varetægtsfængslet for drabet på en 27-årig mand lørdag aften i Aalborg.

Det skriver nordjyske.dk

Dermed sidder alle de fire, som politiet mistænker for drabet, fængslet.

Onsdag blev to mænd på 25 og 27 år varetægtsfængslet i sagen.

Samme dag meldte to andre mænd på 25 og 32 år sig til politiet, som havde eftersøgt dem i flere dage. De blev så fremstillet i grundlovsforhør torsdag.

Alle fire mænd er sigtet for drabet på den 27-årige. Ifølge nordjyske.dk er den ene også sigtet for hensynsløs kørsel ved forsætligt at have påkørt en anden bil.

Det skete tidligt lørdag aften i krydset mellem Østre Allé og Langelandsgade i Aalborg-bydelen Vejgaard.

Her befandt de fire mænd sig i en sort Mercedes, da de fik øje på offeret, der sad i en sort Ford Mondeo sammen med en kammerat, skriver nordjyske.dk.

De påkørte bilen, som derefter ramte en Volvo, hvor der befandt sig en kvinde. Ingen kom til skade ved påkørslen.

Efter påkørslen flygtede den 27-årige ned ad Langelandsgade. Her blev han indhentet og overfaldet af tre mænd, der blandt andet stak ham flere gange med kniv, hvorefter de forsvandt i forskellige retninger.

Offeret blev bragt til sygehuset, men hans liv stod ikke til at redde.

Politiet rettede hurtigt opmærksomheden mod de fire mænd, som man mistænker i forbindelse med drabet.

Vicepolitiinspektør Frank Olsen oplyste mandag, at drabet ikke er banderelateret. Episoden udsprang af en årelang konflikt mellem to personer, lyder teorien.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx