Af Simone Augusta Lundt - 12/11-17 22:34; Opdateret: 12/11-17 22:46

Ny undersøgelse: Mørke vinterdage ødelægger humøret for 6 ud af 10Ny undersøgelse: Mørke vinterdage ødelægger humøret for 6 ud af 10

58 procent af danskerne bliver i dårligt humør i vinterperioden på grund af manglende dagslys.

storybild

Solen er ikke engang stået op endnu, før danskerne skal på arbejde. (Billede: Brian Berg)

I disse dage er der dagslys i omkring otte timer og 30 minutter i Danmark. Mange tager på arbejde, inden solen er stået op og tager hjem igen, når den er gået ned. Det er kun elpærer og lysstofrør, der lyser dagen op. Det manglende lys påvirker humøret og arbejdslysten, viser en undersøgelse, som Krifa, Kristelig Fagbevægelse, har foretaget blandt 1304 af dets medlemmer.

58 procent af de adspurgte oplever, at deres humør er dårligere på grund af, at dagene er kortere og mørkere.

»Når vores øjne registrerer mindre lys, påvirker det vores humør og energiniveau. Det er de teorier, forskerne arbejder med. Ens humør og energiniveau bliver påvirket henover vinteren, det hører vi jævnligt her. Symptomerne kan være lavere energiniveau end vanligt, man er mere nedtrykt end normalt, og man er mere sulten og har en dårligere søvnrytme,« siger Kasper Tingkær, generalsekretær hos Depressionsfonden.

Det er ikke kun humøret, det går udover. 37 procent af de adspurgte i undersøgelsen mærker, at deres arbejdslyst bliver påvirket af mørke dage, og hver femte oplever en ringere arbejdsindsats.

»For nogle bliver det en reel vinterdepression. Vores humør og livskvalitet bliver påvirket. Det bliver svært kunne overkomme arbejdsopgaver, føle glæde og holde hverdagen ud. Hvis man ikke lytter til de tegn, så er risikoen, at tilstanden hænger fast, og man får en depression, der invaliderer én,« forklarer Kasper Tingkær.

En af danskerne i Krifas undersøgelse svarede 'Jeg har det ligesom bjørne, der trænger til at sove hele vinteren', og en anden drømmer sig væk fra arbejdet 'Jeg vil hellere være i Spanien eller foran brændeovnen'.

Hvis du føler dig mere træt, energiforladt og har mindre arbejdslyst, skal du som udgangspunkt ikke frygte at få en reel depression.

»Man vurderer, at mellem fem til ti procent af danskerne er påvirket af det, man kan kalde en vinterdepression. Andelen af folk, der oplever en ændring af energiniveau og humør er større end det. Det er vigtigt at understrege, at dét at man føler sig mere træt om vinteren, ikke er en sygdom. Men der er stadig grund til at gøre noget ved det,« siger Kasper Tingkær.

Undersøgelsen er udsendt til 8000 af Krifas medlemmer. 1304 har svaret.

Depressionsfondens gode råd:

1. Er du i tvivl? Søg læge, hvis du er i tvivl om, det er en depression eller din hverdag er påvirket.2. Pas dine sengetider. Tilstræb dig en ordentlig søvnrytme med faste sengetider. Sov før klokken 00.00.3. Gå udenfor. Det kan være godt at gå en tur i løbet af dagen eller gå udenfor, selv hvis det er overskyet.4. Spis sundt. Du får måske lyst til mere sukker og usundt, men husk dine grøntsager og kostfibre, så får du mere energi.5. Rejs til syden. Det kan være en idé at rejse om vinteren i stedet for om sommeren. Depoterne skal fyldes op.6. Lysterapi lampe. Brug en lysterapi lampe hver dag i 30 minutter.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx