01/11-17 10:55; Opdateret: 01/11-17 11:46

Teleoplysninger og dna-spor kobler brandmand til 33 brandeTeleoplysninger og dna-spor kobler brandmand til 33 brande

Tekniske spor peger ifølge anklager på, at 34-årig deltidsbrandmand står bag 33 brande i Fjerritslev-området.

storybild

Hjørring. Dna-materiale, teleoplysninger og overvågningsbilleder kobler en 34-årig deltidsbrandmand til 33 påsatte brande i Fjerritslev-området.

Det siger anklager Kim Kristensen, Nordjyllands Politi, da han onsdag ved Retten i Hjørring forelægger sagen mod manden, der blev anholdt og varetægtsfængslet for snart et år siden.

Der er ifølge anklageren fundet dna-materiale, der med stor sandsynlighed stammer fra den tiltalte, på en dør til et skur, der blev stukket i brand.

Oplysninger fra den tiltaltes mobiltelefon viser desuden, at telefonen har været forbundet til telemaster nær de steder, hvor der blev sat ild til stråtækte huse, containere og halmballer.

Anklageren mener, der kan ligge et muligt økonomisk motiv bag brandene. Han hæfter sig ved, at den tiltalte ikke havde nogen fast indtægt, efter at han sagde sit job som VVS'er op i slutningen af 2015.

Herefter var jobbet som deltidsbrandmand den eneste indtægt.

Politiets kortlægning viser, at den tiltalte har deltaget i slukningen af 32 ud af de 33 brande, han er tiltalt for at have forvoldt.

Der er kun en enkelt brand, hvor han ikke deltog i slukningsarbejdet. Det var en brand i et stråtækt hus 19. november, hvor en 87-årig kvinde nær var omkommet under flammernes hærgen.

Netop det forhold er det mest alvorlige af de 33 brande, deltidsbrandmanden er tiltalt for.

Hans forsvarsadvokat, Jens Christian Christensen, siger i sit modsvar til anklageren, at der ikke er noget usædvanligt i, at der er fundet dna, som kan stamme fra hans klient:

- Min klient deltog i slukningsarbejdet, så det er ikke besynderligt, at man finder dna der. Det er jo en del af hans arbejde, siger han.

Den tiltalte selv svarer lavmælt, men beredvilligt på anklagerens spørgsmål.

Han bekræfter, at han kun havde bijobbet som brandmand som indtægtskilde, efter at han sagde sit job op.

Den tiltalte forklarer, at han kvittede jobbet som VVS'er, da det begyndte at gå skævt på hjemmefronten.

Forholdet til kæresten gik i stykker, huset røg på tvangsauktion, og det førte til et massivt alkoholforbrug, forklarer han.

Han nægter at have forvoldt brandene, men vil ikke afvise, at han har befundet sig i områderne, når han kørte på en af sine "spritruter".

Deltidsbrandmanden blev anholdt og sigtet for de mange brande, efter at politiet havde frigivet et overvågningsfoto 28. november sidste år.

Ifølge anklageskriftet har brandene forårsaget skader for 20,7 millioner kroner.

Hvis han findes skyldig i anklagen, kræver anklageren ham idømt fængsel eller forvaring.

Der ventes dom i sagen 21. november.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx