25/10-17 14:05; Opdateret: 25/10-17 14:36

PORTRÆT: Afgående Allerslev beskrives som myreflittigPORTRÆT: Afgående Allerslev beskrives som myreflittig

Velforberedt og lydhør, lyder skudsmålet om radikal toppolitiker, der blev borgmester i en alder af 26 år.

storybild

København. Anna Mee Allerslev har tilbragt de fleste af sine vågne timer de seneste år på Københavns Rådhus.

Men nu er det slut. Den 33-årige politiker har onsdag meddelt, at hun siger farvel og tak til politik i København.

Hun gjorde lynkarriere på rådhuset, efter at hun i 2009 blev valgt ind i Københavns Borgerrepræsentation med 837 personlige stemmer.

Allerede i 2011 kunne hun skrive en borgmesterpost på sit CV.

Hun afløste den hidtidige borgmester for integration og beskæftigelse, Klaus Bondam, der tog til Bruxelles for at lede Det Danske Kulturinstitut.

Ved kommunalvalget i 2013 tordnede Anna Mee Allerslev frem og høstede hele 8512 personlige stemmer.

Året blev den sydkoreansk fødte Allerslev valgt som sit partis repræsentant i KL's bestyrelse og blev formand for organisationens Skole- og Kulturudvalg.

Mette With Hagensen, landsformand for organisationen Skole og Forældre, kender hende som en flittig samarbejdspartner på skoleområdet.

- Hun kommer velforberedt til møderne og fremfører loyalt de synspunkter, som hun har mandat til, siger Mette With Hagensen.

Samme beskrivelse går igen hos Elisa Bergmann, formand for pædagogernes fagforbund BUPL.

Hun har haft adskillige sværdslag med Allerslev i kampen for bedre normeringer på institutionerne, men beskriver hende som lydhør og åben.

Brylluppet den 26. august 2017 skulle have været en lykkelig begivenhed for Allerslev.

Men den viste sig at blive skæbnesvanger for Allerslevs politiske virke, fordi hun i første omgang ikke betalte for lån af lokalet.

Det var i overensstemmelse med reglerne, forsikrede hun, men valgte alligevel at betale kommunen 65.000 kroner, da presset tog til.

Om valget af rådhuset som ramme om brylluppet skrev Allerslev på Facebook:

- Rådhuset er der, jeg tilbringer næsten alle mine vågne timer, og det har jeg gjort, siden jeg var 26 år.

Kritikken havde dog fået hende til "i perioder" at ønske, at "vi slet ikke var blevet gift".

Trods beklagelse og undskyldning ville kritikken ikke forstumme.

Onsdag skrev dagbladet BT om Allerslevs involvering i en byggesag, som en nær ven fra et lokalt murerfirma havde til behandling hos kommunen.

Senere samme dag tog Anna Mee Allerslev konsekvensen og meddelte, at hun trækker sig.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx