Af Ritzau - 14/06-17 11:21

Flertal vil med hastelov forbyde tiggeri ved supermarkederFlertal vil med hastelov forbyde tiggeri ved supermarkeder

Venstrefløj afviser flertals hastelov, som fængsler tiggere, der skaber utryghed i København og andre byer.

storybild

Folketinget forbyder tiggeri, som skaber utryghed. Tiggere straffes fremover med 14 dages ubetinget fængsel. (Billede: Scanpix/Simon Bohr)

Folketinget skærper onsdag straffen for tiggeri, som skaber utryghed. Straffen stiger fra en uges betinget fængsel til to ugers ubetinget fængsel. Desuden ventes det at blive forbudt at tigge ved supermarkeder.

Det oplyser en kilde, som forhandler regeringens hastelovforslag. Partierne forhandler indtil sidste minut, før Folketinget fra klokken 13 tredjebehandler lovforslaget. Retsudvalget venter stadig på svar fra Justitsministeriet.

Hasteloven støttes af regeringen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti. Derimod stemmer venstrefløjen - Enhedslisten, SF, Alternativet og De Radikale - imod.

Dansk Folkeparti vil derudover have udvist alle dømte udenlandske tiggere. Forslaget ventes forkastet, fordi obligatorisk udvisning af udenlandske tiggere strider imod EU's regler ifølge Justitsministeriet.

Lovforslaget skal ramme udenlandske tiggere, især romaer fra Rumænien og andre østeuropæiske lande. Mange har slået sig ned i lejre i Københavns gader og parker. Her lukker politiet lejrene, så snart de opføres.

Siden 1. april i år har politiet kunnet skride ind mod lejrene. Mange beboere er idømt en bøde på 1000 kroner, og nogle er blevet udvist.

DF og Socialdemokratiet opfordrer regeringen til at få ændret EU's opholdsdirektiv. Udenlandske hjemløse og tiggere skal kunne sendes hjem, mener de to partier.

Derimod vil Enhedslisten ikke forbyde tiggeri. Partiet vil i stedet bygge offentlige, gratis toiletter til hjemløse. Udenlandske hjemløse skal kunne sove og bade i transitrum. De kriminelle skal sendes hjem, mener Enhedslisten.

Alternativet vil også afkriminalisere tiggeri. Det er et socialt problem, mener partiet ligesom Enhedslisten og SF.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx