27/09-17 09:02; Opdateret: 27/09-17 13:33

Tiltale: Gennem syv måneder påsatte 34-årig mand 33 brandeTiltale: Gennem syv måneder påsatte 34-årig mand 33 brande

En 34-årig mand, der er anklaget for at have påsat en lang række brande, har tidligere arbejdet som brandmand.

storybild

Aalborg. En 34-årig mand er blevet tiltalt for at have påsat en lang række brande i området omkring Fjerritslev i Nordjylland sidste år.

I alt er han tiltalt for 33 forhold, der alle drejer sig om brandstiftelse.

Det oplyser Nordjyllands Politi onsdag.

- Det er en meget special sag. Alene sagens omfang gør, at den skiller sig ud fra andre brandsager.

- Det er selvfølgelig også specielt, fordi det er et tidsmæssigt og geografisk indsnævret område, siger specialanklager Kim Kristensen.

Den 34-årige mand har tidligere arbejdet som brandmand. Det bekræfter specialanklageren og mandens forsvarer, Jens Christian Christensen, over for DR Nordjylland.

Brandene er ifølge anklagerne påsat i en periode fra 16. april og frem til 23. november 2016.

Ved en af brandene 19. november var en 87-årig kvinde i overhængende livsfare, mener politiet.

Derfor er den 34-årige mand også tiltalt for kvalificeret brandstiftelse efter straffelovens paragraf 180. Det er en mere alvorlig bestemmelse end almindelig brandstiftelse og giver også en hårdere straf.

Den 34-årige mand, der nægter sig skyldig, er anklaget for at have påsat 32 brande og et forsøg på brand, da ilden gik ud i et af tilfældene.

Ved brandene har manden forårsaget skader for 1000 kroner og op til flere millioner kroner, fremgår det af anklageskriftet.

Manden satte blandt andet i oktober ild til et stråtækt sommerhus, hvor der skete skader for omkring 3,2 millioner kroner.

De syv måneder, hvor den 34-årige mand med mellemrum påsatte de mange brande, gjorde beboere i området utrygge, fortæller specialanklageren.

- Sagen skabte meget stor utryghed i lokalsamfundet, netop fordi det også var beboelsesejendomme, der blev udsat for brandstiftelse, fortæller Kim Kristensen.

Den 34-årige mand blev anholdt 28. november sidste år. Dagen efter blev han varetægtsfængslet.

Anklagemyndigheden kræver den 34-årige mand idømt en forvaringsdom eller mindst fire års fængslet, fremgår det af anklageskriftet.

Derudover vil anklagemyndigheden have den 34-årige frakendt retten til at virke som brandmand.

Sagen, der skal køre i Retten i Hjørring, begynder 1. november, hvor der er afsat otte retsdage.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx