Af Cordelia Weber - 29/09-17 04:00

Skræk-læger får lov at arbejde videre: Klagesager er flere år undervejsSkræk-læger får lov at arbejde videre: Klagesager er flere år undervejs

Læger, der begår alvorlige fejl, er år om at blive stoppet, fordi gamle sager har hobet sig op hos Styrelsen for Patientsikkerhed.

storybild

Trine Overgaard Kjær (th.) og Rie Nystrup (tv.) blev begge opereret af den samme litauiske kirurg på Sygehus Thy-Mors i 2014. Begge kvinder fik ødelagt deres underliv.

Det tog Styrelsen for Patientsikkerhed 23 måneder at sætte en stopper for en litauisk kirurg, som med få timers mellemrum ødelagde to kvinders underliv.

Trine Overgaard Kjær og Rie Nystrup blev i 2014 opereret af den samme kirurg på Sygehus Thy-Mors. Begge kvinder fik syet deres urinledere sammen under samme type indgreb, hvor kirurgen skulle fjerne deres livmoder.

Sagen om den litauiske speciallæge landede på Styrelsen for Patientsikkerheds bord den 2. juni 2015, men først den 5. april i år afgjorde Styrelsen klagen, og to måneder efter fik lægen en sanktion. Sanktionen betyder, at den mandlige læge i dag ikke må behandle patienter uden opsyn.

Styrelsen for Patientsikkerhed beklager i en e-mail til metroxpress, at den har været så lang tid om at behandle den konkrete sag.

'På klagesagsområdet oplevede vi fra 2011 og frem til 2015 en stigning i sagsmængden på cirka 36 procent. Det har desværre betydet en ophobning af sager frem til 2015. Sagerne fra 2015 er derfor ikke blevet behandlet så hurtigt som ønskeligt, hvilket vi skal beklage. Vi har i øjeblikket en indsats i gang for at afvikle vores gamle sager fra før 2016. De sidste sager forventes afgjort i 1. kvartal 2018.'

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) skriver i en kommentar til metroxpress, at de lange sagsbehandlingstider, der tidligere har været i Styrelsen for Patientsikkerhed, var 'helt uacceptable',

'Det var også derfor, at regeringen sidste år afsatte 37 millioner kroner til at komme sagspuklen til livs og derudover har taget en række andre politiske initiativer for at sikre hurtigere sagsbehandling,' skriver ministeren, der lægger vægt på, at fagligt inkompetente læger i fremtiden skal kunne stoppes hurtigere.

Styrelsen for Patientsikkerhed oplyser, at behandlingstiden i 2017 i gennemsnit er 13 måneder for alle sager.

»Hvorfor skulle der gå så længe?«

Trine Overgaard Kjær og Rie Nystrup lå i april 2014 på samme stue på Sygehus Thy-Mors efter den samme operation. Men begge kvinder havde svært ved at komme sig, og de fandt efterfølgende ud af, at kirurgen havde syet deres urinledere sammen, hvilket resulterede i, at de fik flere alvorlige infektioner og måtte gennem flere reoperationer.

Begge kvinder fik anerkendt deres skader af Patient-erstatningen, og Trine Overgaard Kjær klagede også over kirurgen til Styrelsen for Patientsikkerhed. Hun har i dag meget svært ved at forstå, hvorfor der skulle gå så længe, inden Styrelsen behandlede hendes sag.

»Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har ringet til Styrelsen for Patientsikkerhed for at advare dem om, hvad der skete for mig. Jeg kunne ikke bære tanken om, at det skulle ske for en anden, men der skete ikke noget,« siger Trine Overgaard Kjær.

Rie Nystrup har også svært ved at forstå, hvorfor kirurgen kunne få lov at operere videre:

»Noget af det sværeste i forløbet har været at vide, at der kunne ske det samme for andre kvinder, som der skete for os. Jeg forstår ikke, hvorfor han kunne fortsætte så længe, efter han skadede os,« siger hun.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx