Af Kasper Schultz Lund - 05/07-17 21:20; Opdateret: 06/07-17 08:31

Efter Roskilde-svineri: Harald Nyborg og festival i 'ringe-krig' -  hvem gør det først?Efter Roskilde-svineri: Harald Nyborg og festival i 'ringe-krig' - hvem gør det først?

Efter kritik fra Roskilde Festival melder Harald Nyborg sig nu klar til et samarbejde.

storybild

Der kan være et muligt samarbejde mellem Harald Nyborg og Roskilde Festival på vej. (Billede: Brian Bergmann og Ida Guldbæk Arentsen)

Efter kritik fra Roskilde Festival melder Harald Nyborg sig nu klar til et samarbejde, der skal få festivalgæster til at købe mere miljørigtigt campingudstyr. Men hvem ringer først?

»Anbefalet af Roskilde Festival«

Det kan der komme til at stå på noget af det campingudstyr, Harald Nyborg sælger i fremtiden. Der er her tale om en grønstempling af udvalgt campingudstyr, der overholder nogle minimumskrav til bæredygtighed og miljøhensyn, som Roskilde Festival dermed kan sige »godkendt« til.

Mandag skrev Berlingske, at de store mængder efterladt campingudstyr efter Roskilde Festivalen udgør en stor miljøbelastning. Her forklarede Roskilde Festivals bæredygtighedsansvarlige, Mikkel Sander, at en stor del af problemet skyldes, at mange af de efterladte genstande, herunder særligt luftmadrasser indeholdende PVC, ikke umiddelbart kan brændes af, da det producerer en stor miljøbelastende og giftig røg.

Det fik ham til at rette en kritik mod politisk hold, da der, ifølge Mikkel Sander, burde gøres mere for at skaffe de skadelige materialer af vejen gennem lovgivning. Men også forhandlerne, af de ofte billige produkter, blev pålagt et ansvar.

»Man kunne forestille sig, at der kom nogle forhandlere på banen med nogle materialer af mere bæredygtig kvalitet. Det ser vi meget gerne,« sagde han.

En af de største forhandlere af det billige campingudstyr, der går som varmt brød i festivalsæsonen, er Harald Nyborg. Vi spurgte derfor Mikkel Sander, om Roskilde Festival vil samarbejde med forhandlere, som Harald Nyborg, om at fremme de mere miljøvenlige produkter, eksempelvis via en grønstempling i stil med Dyrenes Beskyttelses grønstempling af kød, der overholder visse krav til dyrevelfærd.

»Det vil vi rigtig gerne, så de kan bare ringe til mig,« sagde Mikkel Sander.

Men ifølge Erling Daell, der er medejer af Harald Nyborg-kæden, er det bestemt Roskilde Festivals tur til at ringe til dem. I det hele taget stiller han sig uforstående overfor, hvad han kalder, Roskilde Festivals frelsthed. For »der er langt mere, de kunne gøre for at påvirke og tilskynde til, at gæsterne tager deres ting med hjem og genbruger dem«.

Det er blandt andet en pantløsning, hvor gæsterne får tilbagebetalt en sum pantpenge, hvis de tager deres campingudstyr med tilbage fra festivalen, han hentyder til. Erling Daell forklarer, at en lignende løsning allerede er indført med succes på andre festivaler i udlandet. Men en sådan løsning er ifølge Mikkel Sander for administrativt tung. Den forklaring køber Erling Daell dog ikke uden videre.

»Det er vel også administrativt tungt at skulle indsamle alt skraldet fra pladsen?«

»I Harald Nyborg vil vi gerne tage ansvar«

Harald Nyborg-direktøren mener desuden, at det er »en smule frækt« af Roskilde Festivals bæredygtighedsansvarlige at kaste bolden over til forhandlerne. Ikke mindst fordi Harald Nyborg sidste år foreslog Roskilde Festival at indgå i et samarbejde om et genanvendelsesprojekt, som Harald Nyborg sponsorerede.

Løsningen gik, i korte træk, ud på at etablere nogle genbrugsstationer på festivalen, der kan omdanne skrald til nye brugbare produkter. Et projekt udarbejdet i samarbejde med arkitektfirmaet 3XN. Smukfest støttede op om projektet, men Roskilde Festival ville ikke være med.

»Hvis man gerne vil gå i front og være dem, der tager ansvar og er miljøbevidste, så synes jeg, det er underligt, de ikke vil være med i det projekt og de undersøgelser om bæredygtige løsninger, som vi har været med til at finansiere. Vi har ligesom rakt en hånd ud til dem, så jeg synes, det er deres tur til at ringe til os. Vi er klar på at indgå et samarbejde med dem om nogle løsninger,« siger Erling Daell.

Er I også klar på en grønstemplingsløsning af miljørigtige produkter. Sådan et »Godkendt af Roskilde Festival« mærkat?

»Det er sgu da en god idé, og jeg har snakket med vores indkøbsdirektør, som også er med på at prøve det her af. Det er første gang, jeg hører om sådan en løsning, men helt sikkert. I Harald Nyborg vil vi gerne tage ansvar, og vi vil gerne samarbejde med festivalerne. Nu kommer du med den her idé, som Roskilde Festival åbenbart også er klar på, så vi hører gerne fra Mikkel Sander,« siger han.

Vi kontaktede efterfølgende Mikkel Sander for at fortælle, at Harald Nyborg altså også er klar på et samarbejde. Åbenheden overfor dette er stadig lige så stor fra Roskilde Festivals side, men den udstrakte hånd, som Harald Nyborg skulle have givet dem tidligere, genkender han ikke.

»Jeg er da glad for at høre, at Harald Nyborg gerne vil samarbejde med os, og at de tidligere har igangsat nogle initiativer. Jeg har bare aldrig hørt om det. Vi er jo en stor organisation, så der kan være flere grunde til det, men hvis han siger, de har sendt os noget, så tror jeg selvfølgelig på det,« siger Mikkel Sander.

Det lyder jo godt, at I begge er klar på et samarbejde. Hvordan kommer vi videre herfra?

»Det kræver egentlig bare, at vi sætter os sammen med ham og hans kollegaer i branchen. De er i hvert fald velkomne ude hos os,« fastslår han.

Nu er spørgsmålet så bare: Hvem ringer først?

»Vi vil gerne samarbejde med Roskilde Festival, men det er deres tur til at ringe til os,« slår Erling Daell fast.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx