10/10-17 17:57; Opdateret: 10/10-17 18:58

Politiet løslader mistænkt i angreb på tyrkisk natklubPolitiet løslader mistænkt i angreb på tyrkisk natklub

Rigsadvokaten har afgjort, at en mand, der mistænkt i forbindelse med et angreb i Tyrkiet, ikke kan udleveres.

storybild

Siden juli har en 42-årig mand siddet fængslet, fordi Tyrkiet vil have ham udleveret i forbindelse med et angreb på natklubben Reina i Istanbul (billedet). Men Rigsadvokaten har afgjort, at han ikke kan udvises, og han er derfor blevet løsladt tirsdag. Scanpix/Yasin Akgul

København. En 42-årig mand, som Tyrkiet har begæret udleveret fra Danmark efter et angreb på en natklub, er blevet løsladt.

Det oplyser hans forsvarer, Michael Juul Eriksen.

Manden, der er bosat i Vejle, har siddet varetægtsfængslet siden 20. juli, efter at Tyrkiet bad om at få ham udleveret.

De tyrkiske myndigheder mistænker ham for at have skaffet de våben, der blev brugt ved et angreb på natklubben Reina i Istanbul nytårsdag.

39 mennesker blev dræbt og 65 blev såret i angrebet.

- Rigsadvokaten har besluttet, at han ikke kan udleveres til Tyrkiet, og derfor er han blevet løsladt, siger Michael Juul Eriksen, der ikke kan fortælle, hvorfor Rigsadvokaten er nået frem til den afgørelse.

Hos Sydøstjyllands Politi fortæller chefanklager Jan Østergaard, at den 42-årige blev fængslet, fordi Tyrkiet vil have ham udleveret.

- Når Rigsadvokaten så afgør, at han ikke kan udleveres, bortfalder begrundelsen for at holde ham varetægtsfængslet, forklarer han.

Politiet efterforsker dog fortsat sagen. Og manden er stadig sigtet for at have hjulpet med at levere våben til angrebet.

- Men betingelserne i retsplejeloven for at holde ham varetægtsfængslet er ikke opfyldt, siger Jan Østergaard.

Ifølge retsplejeloven kan man varetægtsfængsles, hvis der er grund til at tro, at man vil flygte, forstyrre efterforskningen eller igen begå en lignende forbrydelse.

Chefanklageren kan ikke komme nærmere ind på Rigadvokatens begrundelse for ikke at udlevere manden - dels af hensyn til efterforskningen, dels af hensyn til den sigtedes personlige forhold.

Den 42-årige mand er fra Usbekistan. Men han har boet en årrække i Danmark.

De usbekiske rødder har han til fælles med den person, der af de tyrkiske myndigheder anses for at være gerningsmanden bag angrebet, Abdulgadir Masharipov.

Masharipov blev efter angrebet pågrebet af tyrkisk politi efter en intens menneskejagt.

- Terroristen har tilstået forbrydelsen, udtalte Istanbuls guvernør, Vasip Sahin, dengang.

Vejle Amts Folkeblad har tidligere skrevet, at den 42-årige beskyldes for at have overdraget to pistoler og flere AK 47-rifler til en kirgisisk mand, der skal have stået i ledtog med Abdulgadir Masharipov.

Michael Juul Eriksen har tidligere oplyst til Ritzau, at hans klient nægter sig skyldig i anklagen mod ham.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx