Af Ritzau - 23/04-17 12:47; Opdateret: 23/04-17 14:01

Pia K. til nye danske statsborgere: I skal værdsætte detPia K. til nye danske statsborgere: I skal værdsætte det

Nye danske statsborgere bliver søndag budt velkommen i Folketinget. Pia Kjærsgaard kalder dagen en fejring.

storybild

Dansk statsborgerskab er en gave. Sådan lyder det fra Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, på dagen, hvor nye statsborgere bliver inviteret på besøg på Christiansborg. Arkivfoto fra statsborgerskabsdagen i 2015. (Billede: Scanpix/Niels Ahlmann Olesen)

Det rødbedefarvede pas er en gave.

Sådan lyder det fra Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, søndag, hvor nye statsborgere er inviteret på besøg i Indre Slotsgård på Christiansborg.

Statsborgerskabsdagen er for alle, der har fået statsborgerskab i 2016. Det er en fejring af statsborgerskabet, lyder det fra Pia Kjærsgaard.

- I min tale fortæller jeg dem meget om, hvordan de skal værdsætte det danske samfund, som har givet dem et statsborgerskab med frihedsrettigheder og værdier.

- Det er en gave, og man skal værdsætte den, siger hun.

I sin tale til de fremmødte nye statsborgere lægger Pia Kjærsgaard vægt på, at de nye statsborgere får stemmeret.

- Det er også stemmeretten, der giver den største følelse af glæde, optimisme og sejr, hvis man har levet i et diktatur, og for første gang oplever at deltage i et frit parlamentsvalg, lyder det i formandens tale.

Afslutningsvist opfordrer Pia Kjærsgaard de fremmødte til at deltage i det danske folkestyre. Det forventes nemlig af dem.

Omkring 2000 personer deltager i statsborgerskabsdagen. Deltagerne kan under arrangementet både høre jazzsangerinden Caroline Henderson og musiker og komponist Bent Fabricius-Bjerre spille.

De kan også være med til at synge "Der er et yndigt land" som fællessang og få en rundvisning i Folketinget.

Til åbent hus i Folketinget vil de nye statsborgere også kunne møde Folketingets partier.

Selv regner Pia Kjærsgaard med at skulle tale med flere af de nye statsborgere under dagens arrangement og høre, hvad de tænker om det nye statsborgerskab.

I 2016 har 5400 personer fået dansk statsborgerskab.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx