29/08-17 17:36

Billeder og beskeder centrale i sex-sag fra flygtningecenterBilleder og beskeder centrale i sex-sag fra flygtningecenter

Vidne har set kyssebilleder og kærlige beskeder fra tiltalt kvinde, lyder det tirsdag i Retten i Svendborg.

storybild

Svendborg. En serie af billeder viser angiveligt en 36-årig kvinde kysse og omfavne en 17-årig flygtningedreng, forklarer flere vidner i Retten i Svendborg.

Ifølge vidnerne skal hun også have sendt en række beskeder, hvor hun erklærer sin kærlighed over for drengen.

Kvinden er tiltalt for at have brugt sin position som medarbejder på Børnecenter Tullebølle til at have sex med en 17-årig flygtningedreng.

Den tidligere medarbejder nægter sig skyldig.

- Jeg kan se, at der står hendes navn på hans telefon. Der står, at han ønsker at gøre det forbi, og at han ikke vil mere, forklarer drengens kontaktperson fra hans nuværende asylcenter.

- Personen svarer tilbage, at det kan hun ikke forstå. Hun er tydeligt ked af det, for der er også grædende smileyer, siger vidnet.

Det har ikke været muligt for anklagemyndigheden at fremskaffe hverken billeder eller beskeder.

Under vidneafhøringen forklarer den unge flygtningedreng, at han har mistet telefonen og ikke husker billederne.

En medarbejder fra drengens asylcenter forklarer dog, at der er tale om en række billeder, som angiveligt viser drengen i tæt omfavnelse og i kysselignende position med en kvinde.

- Jeg kan slet ikke forstå, hvordan hun kan sige, at der er en serie af billeder. Det eneste, jeg husker, er, at han tog et billede, hvor han prøvede at kysse mig, siger den tiltalte kvinde i retten tirsdag.

- Jeg bad ham om at slette det, så det ikke skulle misforstås, forklarer hun.

Den 36-årige erkender at have haft beskedkontakt til den arabiske dreng, men at der ikke har været tale om kærlighedsbeskeder.

- Vi har haft sms-kontakt. Jeg har skrevet med ham, men jeg har aldrig skrevet til ham om at afslutte noget forhold.

Der forventes dom i sagen onsdag.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx