Af Fie West Madsen - 05/09-17 22:34

Peter Madsens forsvarer: Han er glad, lettet og tager det som en lille sejrPeter Madsens forsvarer: Han er glad, lettet og tager det som en lille sejr

Peter Madsen er lettet efter det mere end fire timer lange retsmøde tirsdag eftermiddag, forklarer hans forsvarsadvokat.

storybild

Peter Madsen blev tirsdag varetægtsfængslet frem til den 3. oktober. (Billede: Bax Lindhardt)

Genoplev retsmødet minut for minut i LIVE-bloggen i bunden af artiklen.

Tirsdag blev opfinder Peter Madsens varetægtsfængsling forlænget efter et retsmøde i Københavns Byret, hvor den nu drabssigtede mand for første gang offentligt forklarede sin version af, hvad der skete på ubåden Nautilus.

Forsvarsadvokat Betina Hald Engmark ønskede sin klient løsladt, men selv om dommeren altså gav anklagemyndigheden medhold i, at Peter Madsen fortsat skulle forblive varetægtsfængslet, så var den sigtede alligevel glad efter retsmødet.

Det fortæller forsvarsadvokat Betina Hald Engmark til metroxpress.

»Han er glad og lettet over, at han kunne komme ud med sin forklaring til offentligheden, og om man så tror på det, han siger, er uvedkommende. Han har hele tiden haft en lyst til at fortælle offentligheden, hvad der er sket - allerede i grundlovsforhøret - så han tog det som en lille sejr, at han kunne komme med den forklaring i retten. Det var hans store ønske,« siger forsvarsadvokaten.

Hun har siden på vegne af sin klient kæret rettens afgørelse om varetægtsfængsling for drab.

Retten afgjorde også tirsdag, at Peter Madsen skal mentalundersøges, men da han protesterede mod afgørelsen kommer undersøgelsen til at ske ved tvangsindlæggelse på psykiatrisk afdeling. Ifølge Betina Hald Engmark protesterer Peter Madsen blandt andet mod undersøgelsen, fordi anklagemyndigheden har lagt vægt på, at det skal undersøges, om Peter Madsen er farlig.

»Min klient protesterer ud fra den betragtning, at anklagemyndigheden lægger meget vægt på, at det er en vurdering af farlighed. Selv om retten ikke tager stilling, har anklagemyndigheden givet udtryk for, at man ønsker det. Min klient har ret til at sige nej, og det har han så gjort. Det skal ikke gøres ambulant, men nu kommer han så til at sove et andet sted,« forklarer Betina Hald Engmark.

Det er en mulighed, at Peter Madsen kan ombestemme sig og blive undersøgt ambulant - det vil sige uden indlæggelse. Forsvarsadvokaten regner dog ikke med, at det bliver aktuelt.

»Jeg tror ikke, han vil gøre brug af det,« siger hun.

Anklager Jakob Buch-Jepsen krævede i Københavns Byret tirsdag, at Peter Madsen blev fængslet for manddrab efter straffelovens §237 og usømmelig omgang med lig efter straffelovens §139, stk. 1.

Retten gav anklagemyndigheden medhold, og Peter Madsen er nu varetægtsfængslet frem til den 3. oktober.

Peter Madsen nægter sig skyldig i manddrab og forklarede i retten tirsdag, at Kim Wall døde ved et uheld, da hun ifølge Madsens udsagn blev ramt af en ubådsluge på 70 kilo. Han erkendte usømmelig omgang med lig ved at 'begrave Kim Wall til søs' og forklarede i retten, hvordan han smed Kim Walls lig over bord.

Peter Madsen nægter at have parteret liget.

Genoplev retsmødet i LIVE-bloggen herunder:


Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx