Af Ritzau - 21/03-17 21:45; Opdateret: 21/03-17 22:14

Ny forskning: Løkke kostede Venstre op mod 180.000 stemmerNy forskning: Løkke kostede Venstre op mod 180.000 stemmer

Lars Løkke Rasmussens dårlige image var lige ved at koste blå blok sejren ved valget i 2015, viser forskning.

storybild

Rød blok manglede kun 7500 stemmer - svarende til 0,21 procent - for at vinde valget sidst. Det får forskerne og forfatterne bag ny bog til at komme med en konklusion, som i Venstre-kredse må være tankevækkende. (Billede: Reuters/Yves Herman)

Vælgernes sympati for Lars Løkke Rasmussen (V) styrtdykkede frem til seneste folketingsvalg. Alene Venstre-formandens person kostede op mod 180.000 stemmer til partiet.

Det skriver de to valgforskere Rune Stubager og Kasper Møller Hansen ifølge Ekstra Bladet i bogen "Oprør fra udkanten - Folketingsvalget 2015".

- Den relativt lave sympati for Lars Løkke Rasmussen spillede en hidtil uset stor rolle for valgresultatet i 2015 - især for Venstre, men formentlig også for hele den blå blok, står der i bogen.

Det var blandt andet Lars Løkkes skandalesager om luksusrejser på 1. klasse for GGGI's klimakroner og tøj for 152.000 Venstre-kroner, der ifølge forskerne sendte Venstre-formandens troværdighed og sympati i frit fald.

- Lars Løkke Rasmussen kostede sit parti mellem 50.000 og lidt over 180.000 stemmer, står der i bogen.

Hvis Lars Løkkes personlige upopularitet var årsag til, at sympatien for partiet Venstre også faldt, så gik Venstre glip af 5,2 procentpoint af stemmerne i forhold til valget i 2011.

Det svarer til 180.000 stemmer alene på grund af Lars Løkke.

Det er dog uvist i forskningen, om en upopulær formand påvirker sympatien overfor et parti. Derfor har forskerne også regnet på, hvad Venstre gik glip af, hvis Løkkes upopularitet slet ikke påvirkede holdningen til Venstre.

I så fald ville Løkkes personlige skandaler koste 1,4 procentpoint af stemmerne til Venstre, hvilket svarer til 50.000 stemmer.

Rød blok manglede kun 7500 stemmer - svarende til 0,21 procent - for at vinde valget sidst. Det får forskerne til at komme med en konklusion, som i Venstre-kredse må være tankevækkende.

- Lars Løkke Rasmussen var lige ved at koste blå blok sejren ved folketingsvalget i 2015, står der ifølge Ekstra Bladet i konklusionen.

Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, vil ikke være bagklog, men glæder sig i stedet over, at det trods alt var Venstre, som fik mulighed for at danne regering efter valget.

- Når vi taler politik, går det godt for Venstre. Men når vi taler om alt muligt andet, herunder personfnidder, så går det mindre godt, siger Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, til Ritzau.

- Det ærgrer mig altid, når vi taler for meget om personsager og for lidt om politik. Så jeg er glad for, at valget endte, som det gjorde, siger han.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx