12/11-17 12:14

Producentforening: Zentropa er i gang med at stramme opProducentforening: Zentropa er i gang med at stramme op

Krænkelser på Zentropa lægger op ikke op til sanktioner fra Producentforeningen, siger direktør.

storybild

København. Zentropa skal ikke frygte sanktioner fra Producentforeningen, branche- og arbejdsgiverorganisationen for danske indholdsproducenter.

Det siger direktør i Producentforeningen Klaus Hansen.

Udtalelsen kommer, efter flere kvinder er stået frem med historier om ydmygelse, mobning og sexchikane under deres ansættelse på det danske filmselskab Zentropa.

- Det er selvfølgelig ubehagelig læsning.

- Men den nuværende ledelse i Zentropa har været ude og meddele, at de har taget nogle beslutninger om en ændret ledelsesstil, som skal sikre et godt arbejdsmiljø, siger Klaus Hansen.

Fordi krænkelserne, som blandt andet blev beskrevet af ni kvinder i Politiken lørdag, er sket i fortiden, vil Producentforeningen ikke løfte pegefingeren over for Zentropa, siger Klaus Hansen.

- Vi har valgt at være fremadrettet.

- Men hvis der er sket nogle ting, som berettiger til at føre en sag, så vil jeg opfordre til, at den pågældende person går til sin fagforening, som så må tage den med os, siger han.

Producentforeningen lagde i slutningen af oktober op til en debat om det psykiske arbejdsmiljø i den danske filmbranche sammen med Dansk Skuespillerforbund.

Dialogen skal ifølge Klaus Hansen gerne resultere i udfærdigelsen af nogle værktøjer, som Producentforeningens medlemsvirksomheder kan bruge til at sikre et godt psykisk arbejdsmiljø.

- Det kan både være et sæt ordensregler, om hvordan man opfører sig, men også noget der sikrer, at dem, som føler sig krænket, får en god mulighed for at få behandlet deres sag, siger Klaus Hansen.

Fredag meddelte Zentropa, at de omstridte numseklask, som Peter Aalbæk i flere år har uddelt, ikke længere tillades.

- Det skal ikke være en kultur på Zentropa at give eller modtage klask som belønning eller straf, uanset om det for alle parter opleves som sjovt, skrev Zentropa i en pressemeddelelse.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx