Af Ritzau - 29/12-16 10:35; Opdateret: 29/12-16 11:37

Ny forskning: Fiskeolie nedsætter risiko for børneastmaNy forskning: Fiskeolie nedsætter risiko for børneastma

Fiskeolie under graviditeten nedsætter risikoen for, at børn udvikler astma, viser ny forskning.

storybild

Astma er den hyppigste kroniske sygdom blandt børn. Men ny forskning viser, at kvinder ved at indtage fiskeolie under graviditeten kan nedsætte risikoen for, at børn udvikler astma. (Billede: Free/Www.colourbox.com)

Børn har mindre risiko for at udvikle astma, hvis deres mødre har indtaget fiskeolie under graviditeten.

Det viser et nyt studie fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet.

- Fiskeolie indeholder langkædede fedtsyrer, og et højt niveau af dem hjælper til at reducere børnenes risiko for at udvikle astma, siger professor i børnesygdomme Hans Bisgaard.

Forskerne har fulgt en gruppe gravide og deres børn siden 2010. Den ene gruppe af kvinder fik en dosis fiskeolie hver dag, mens den anden gruppe fik en dosis olivenolie.

Fem år senere viser resultaterne, at fiskeolien har nedsat risikoen for astma med en tredjedel.

Hos de kvinder, der i forvejen spiser mindre fisk end gennemsnittet, er effekten større. Her nedsættes risikoen for, at barnet udvikler astma, med op til 50 procent.

Hans Bisgaard mener dog, at der skal flere undersøgelser til, før man entydigt kan anbefale gravide at spise fiskeolie.

- Der skal flere studier til, før man med videnskabelige briller kan gå ud med en officiel anbefaling, siger Hans Bisgaard og tilføjer:

- Men som far til en datter, der netop er blevet lykkeligt gravid, så er det klart, at jeg har anbefalet hende at spise fiskeolie.

Ifølge Hans Bisgaard kan man opnå samme effekt, uanset om man indtager fiskeolien i kapselform eller i form af rigtig fisk på tallerknen.

Der kan dog være en fordel ved at indtage det i kapselform, sådan som det er sket i forsøget, påpeger han:

- Du kan godt spise rigtig fisk - laks, makrel og lignende. Men du skal op og spise ret store mængder svarende til en dåse makrel hver dag for at komme op i nærheden af, hvad vi har givet i forsøget.

- Det kunne jeg forestille mig, at man godt kan blive træt af, siger han.

Astma er den kroniske sygdom, der oftest optræder blandt børn.

20 procent af alle småbørn har astmatiske symptomer, og det er den hyppigste årsag til indlæggelser, lægebesøg og ordinering af medicin til børn.

Det nye studie fra Københavns Universitet er netop blevet publiceret i det videnskabelige tidsskrift New England Journal of Medicin.

Studiet er finansieret af bidrag fra private fonde og statens forskningsråd.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx