Af Ritzau - 31/05-17 12:48

Pensionister skal nedbringe ventetid på køreprøverPensionister skal nedbringe ventetid på køreprøver

Ekstra medarbejdere og vikartimer til pensionerede prøvesagkyndige skal nedbringe ventetiden på køreprøver.

storybild

Ventetiden på at komme til køreprøve bliver ifølge politiet nedbragt til normalt niveau inden udgangen af 2017. (Billede: Scanpix/Henning Bagger)

Med en ny plan vil Rigspolitiet og landets politikredse have ventetiden på køreprøver nedbragt til et normalt niveau inden udgangen af året.

Det fortæller Erik Terp, der er chef for Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

- Planen indebærer blandt andet, at der bliver tilført cirka 30 ekstra medarbejdere til området på landsplan, indtil ventetiderne er bragt ned, siger han.

Politiet vil ansætte pensionerede prøvesagkyndige på vikarbasis, og derudover har de lånt ni af Forsvarets prøvesagkyndige i fire måneder.

Prøvesagkyndige vil også arbejde ekstra og afholde køreprøver på lørdage.

Siden starten af 2017 har 17-årige haft mulighed for at tage kørekort, hvorefter de kan køre bil med en erfaren bilist, indtil de fylder 18 år, og det har været med til at forlænge køerne.

- Derfor tænker vi, at det giver god mening at trække på de ressourcer, som måtte være til rådighed for at håndtere den øgede efterspørgsel.

- Fra 2018 vil efterspørgslen formentlig ligne den tidligere efterspørgsel. Derfor er det vores vurdering, at ventetiderne senest med indgangen til 2018 igen vil ligge på et normalt niveau, siger Erik Terp.

Fremover vil politiet have fokus på, hvilke initiativer der kan forbedre kvaliteten af kørelærerbranchen med henblik på at nedbringe de høje dumpeprocenter, som også er årsag til de lange ventetider.

- Gentagelser er spild af alles tid, penge og kræfter - ikke mindst elevernes. Det er derfor vigtigt, at elever først kommer op til prøve, når de er klar.

- Man kunne forestille sig en smileyordning. Så når du skal finde en køreskole, kan du se, hvem der leverer den bedste kvalitet, og får flest igennem første gang, siger Erik Terp.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx