Af Ritzau - 07/06-17 13:39; Opdateret: 07/06-17 17:26

Drab i Rwanda genfortælles i dansk retssalDrab i Rwanda genfortælles i dansk retssal

Med sin hund gik lærer rundt i hjemby i Rwanda for at opspore tutsier, der skulle dræbes, har vidner sagt.

storybild

Østre Landsret skal afgøre, om en rwandisk mand fra Nordsjælland skal varetægtsfængsles, fordi hjemlandet anklager ham for at have deltaget i folkedrabet i 1994. I alt 800.000 mennesker, tutsier og moderate hutuer, blev slået ihjel i løbet af blot 100 dage (arkivfoto). (Billede: Scanpix/Simon Maina)

Et spædbarn og en gammel kvinde blev slået ihjel med køller. Over 1000 blev dræbt med rifler, granater og andre våben i den kirke, hvori de havde søgt tilflugt. Og ligene af tre unge blev begravet under et avocadotræ.

Disse og andre episoder fra folkedrabet i Rwanda for 23 år siden gennemgås onsdag i en retssal i Østre Landsret.

Dommerne skal afgøre, om en 49-årig familiefar fra Nordsjælland skal varetægtsfængsles, fordi Rwanda har krævet ham udleveret til en straffesag om folkedrab og forbrydelser imod menneskeheden.

På tilhørerpladserne er et par familiemedlemmer og flere bekendte. Der er også personer fra den baptistkirke, som den 49-årige er aktiv i, når han ikke arbejder på lageret i en stor it-virksomhed.

Manden kom til Danmark i 2001, fik asyl og senere dansk statsborgerskab. Han nægter sig skyldig.

Men i det tidligere hjemland har politiet afhørt cirka 25 vidner, hvoraf en del belaster ham.

"Bagefter tog vi hjem og drak øl om aftenen," har en af dem således forklaret om den dag i april, hvor den 49-årige angiveligt slog den gamle kone i hovedet med en kølle og deltog i drabet på et spædbarn.

"Han gik rundt med en hund for at opspore tutsier," har et andet vidne sagt. Han var iført en sort overfrakke, har en tredje berettet.

I hjemlandet var han lærer på en skole, fremgår det af de vidneforklaringer, som senioranklager Martin Stassen fremlægger.

Ved folkedrabet i 1994 blev godt 800.000 mennesker, især tutsier, dræbt. En stor del blev hakket til døde. I tiden op til forbrydelserne opildnede han til had mod tutsier, har et vidne fortalt. For eksempel ved at holde tale på et fodboldstadion.

I Danmark har manden spillet en stor rolle i et netværk, som blev stiftet af en tidligere skoleinspektør fra Rwanda, Emanuel M., der boede på Midtsjælland. Emanuel M. blev i 2014 udleveret for folkedrab.

Som nævnt afviser den 49-årige beskyldningerne. Der er tale om en hævnaktion, fordi han ved en krigsforbryderdomstol i Tanzania har vidnet til fordel for personer, der var tiltalt for folkedrab, lyder det.

Om vidnerne siger han:

- Mange af dem bor langt fra, hvor jeg boede.

Og så afviser han lodret påstanden om, at han skulle være lokal leder af CDR-partiet, som beskrives som et yderliggående parti på højrefløjen.

Landsretten afsiger kendelse torsdag.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx