03/08-17 12:26; Opdateret: 03/08-17 13:18

LA om øgede muskler til hackerenhed: Meget vidtgående tankerLA om øgede muskler til hackerenhed: Meget vidtgående tanker

Myndighederne skal ikke masseovervåge, bare fordi det letter deres arbejde, lyder det fra regeringsparti.

storybild

København. Mange af de tanker, der luftes i en rapport om øgede beføjelser til Center for Cybersikkerhed, er for vidtgående, set med regeringspartiet Liberal Alliances øjne.

Det siger politisk ordfører Christina Egelund.

- Når man giver myndigheder adgang til en vis form for overvågning, er det vigtigt, at det tjener et legitimt formål.

- Det er ikke et legitimt formål, at myndighederne synes, det er rart at have oplysninger om os alle sammen, fordi det gør deres arbejde lettere.

Hendes reaktion kommer, efter at en evalueringsrapport om Center for Cybersikkerhed har påpeget, at lovgivningen på en række områder "begrænser CFCS' muligheder for at yde en optimal indsats."

I rapporten luftes flere forslag, der vil styrke CFCS. Forsvarsministeriet understreger dog, at der endnu ikke er taget stilling til, om loven skal ændres.

Men det vækker på forhånd bekymring hos flere politikere og eksperter, at nogle af forslagene, hvis de gennemføres, blandt andet vil kunne betyde, at centret får adgang til borgeres private sundhedsdata.

CFCS varetager nemlig blandt andet cybersikkerhed for Region Hovedstaden.

Christina Egelund afviser ikke, at CFCS skal have nye redskaber. Men LA vil stå vagt om privatlivets fred, gør hun klart.

- Det handler om at finde den rigtige balance. På den ene side skal myndighederne have stærke værktøjer til at kunne afværge hackerangreb.

- På den anden side er det vigtigt, at nogle af os står fast på retten til at leve et frit liv uden at blive overvåget, siger Egelund.

- Jo flere myndigheder som har adgang til sundhedsdata, især sundhedsdata, som er noget af det mest private, jo større er risikoen for, at det ender forkerte steder. Og det er enormt krænkende.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx