27/10-17 14:07; Opdateret: 27/10-17 14:51

Tre mænd kendt skyldige: Forsøgte at dræbe fem ved kaffebarTre mænd kendt skyldige: Forsøgte at dræbe fem ved kaffebar

Tre mænd er kendt skyldige i at forsøge at dræbe fem personer på Amager sidste sommer, to blev ramt af skud.

storybild

København. Tre unge mænd i starten tyverne er fredag kendt skyldige i drabsforsøg af Københavns Byret.

Mændene forsøgte at dræbe fem personer sidste sommer ved et skyderi foran en Riccos Kaffebar.

De fem personer sad en søndag aften i slutningen af juli foran kaffebaren, der ligger på Holmbladsgade på Amager.

Her blev der skudt mindst 12 gange mod gruppen. Tre personer undveg de mange skud, mens to blev ramt af henholdsvis tre og fem skud. Begge overlevede.

Der blev brugt to biler i forbindelse med skyderiet. En bil blev brugt til at sondere området, mens den anden blev brugt ved selve skyderiet.

Retssagen fortsætter mandag, hvor retten efter planen vil afsige dom. Inden da vil anklageren og forsvarerne komme med deres påstand om, hvilken straf de mener, at de tre skal idømmes.

Anklager Rasmus Von Stamm vil derfor endnu ikke løfte sløret for, hvilken straf han kræver.

Men han fortæller, at han er tilfreds med, at retten har fundet alle tre mænd skyldige i drabsforsøg og påpeger, at der efter hans opfattelse har været tale om "et ret vildt skyderi".

Skyderiet skete ifølge politiet i forbindelse med et bandeopgør.

Ofrene, som mændene forsøgte at dræbe, har ifølge politiet formentlig tilknytning til grupperingen Holmbladsgadebanden. Banden eksisterer ikke længere, men er i stedet blevet en del af banden Loyal To Familia.

De tre tiltalte mænd, der er 22, 21 og 21 år, har i større eller mindre grad tilknytning til en rivaliserende bande kaldet "Urbanplanen", har politiet tidligere fortal.

Selv om både tiltalte og ofre angiveligt har forbindelser til bandemiljøet, så indgår det ikke i anklageskriftet. Derfor kan det ikke umiddelbart få betydning for straffen.

Ud over drabsforsøg er mændene også kendt skyldige i hærværk og overtrædelse af våbenloven.

Ved skyderiet gik et skud igennem et stuevindue til en lejlighed, der ligger på Hombladsgade. En af de 21-årige mænd er derfor desuden kendt skyldig i at have udsat manden, der befandt sig i lejlighedens stue, for fare.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx