Af Ritzau - 06/04-17 14:51; Opdateret: 06/04-17 15:22

Drenge fra Ry anklages for meget farlig voldDrenge fra Ry anklages for meget farlig vold

Anklagemyndigheden har rejst tiltale i sagen fra februar, hvor en dreng blev forbrændt.

storybild

Sydøstjyllands Politi har siden 6. februar efterforsket sagen om et voldsomt overfald mod en 16-årig dreng i Ry (arkivfoto). (Billede: Free/Pressefoto Rigspolitiet)

Drengene i den såkaldte Ry-sag tiltales for at have overtrådt den alvorligste voldsparagraf i straffeloven.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi torsdag.

Onsdag kunne en af drengenes forsvarer oplyse, at den oprindelige sigtelse om forsøg på manddrab var blevet frafaldet.

Straffesagen drejer sig om et overfald på en dreng i februar.

Han blev forbrændt på store dele af kroppen, da der blev kastet en brændende flaske med benzin mod ham ved idrætshallen i byen, har politiet tidligere oplyst.

Formentlig kan Retten i Horsens tage fat på sagen 18. april.

De fire nu tiltalte drenge har været varetægtsfængslet på forskellige institutioner siden hændelsen.

Onsdag i den kommende uge skal en dommer afgøre, om fængslingen skal forlænges.

Det er Statsadvokaten i Viborg, der har truffet beslutning om tiltalen. Selve anklageskriftet er endnu ikke frigivet, men i en pressemeddelelse torsdag røbes det altså, at tiltalen drejer sig om "grov vold under særdeles skærpende omstændigheder".

Det betyder, at sagen rejses efter den alvorligste bestemmelse i straffeloven om vold, nemlig paragraf 246.

Nedenunder findes paragraf 245, der handler om vold af særlig farlig karakter. I praksis er det for eksempel ofte knivstik og slag med redskaber, der hører til i denne kategori.

Den mildeste voldsbestemmelse, 244, drejer sig for eksempel om slag med hånden.

Såvel de fire nu tiltalte som offeret går på 9. årgang på Mølleskolen i Ry.

Ifølge en redegørelse fra Skanderborg Kommune var der på årgangen et "relativt højt konfliktniveau".

Borgmesteren forsikrede forleden, at der er indgået aftaler med alle implicerede drenge om deres fortsatte skolegang.

Efter overfaldet ved idrætshallen var den forbrændte dreng umiddelbart i kritisk tilstand, men senere blev han erklæret uden for livsfare.

Tidligere har det været fremme, at offeret også tidligere har været udsat for vold af en jævnaldrende. I den sag blev det forklaret af den tiltalte, at offeret i længere tid havde chikaneret og provokeret ham.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx