09/08-17 14:51; Opdateret: 09/08-17 15:14

Politiet har anholdt yderligere to i drabssag fra AalborgPolitiet har anholdt yderligere to i drabssag fra Aalborg

Nordjyllands Politi formoder nu at have de fire gerningsmænd bag et knivdrab i Aalborg i weekenden.

storybild

Nordjyllands Politi har anholdt yderligere to mænd, der var eftersøgt i en sag om drab i Aalborg i weekenden, hvor en 27-årig mand blev dræbt med kniv. Scanpix/Rasmus Skaftved

Aalborg. Nordjyllands Politi har anholdt yderligere to mænd, der var eftersøgt i en sag om drab i Aalborg i weekenden, hvor en 27-årig mand blev dræbt med kniv.

Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

To mænd i samme sag blev tirsdag anholdt, og de er onsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger.

De to mænd, der blev anholdt onsdag, er 25 år og 32 år. De vil ligesom de første to blive sigtet for drab. De fængslede er 25 år og 27 år.

- Nu skal vi gang med et længere efterforskningsforløb, siger vicepolitiinspektør Frank Olsen i pressemeddelelsen.

Efterforskningen omfatter blandt andet vidneafhøringer, tekniske undersøgelser, klarlægning af de sigtedes rolle samt at afdække deres motiv.

Drabet lørdag aften skete i forbindelse med et færdselsuheld i krydset mellem Østre Allé og Langelandsgade i Aalborg-bydelen Vejgaard.

I færdselsuheldet var tre biler involveret, og det kom til et voldsomt slagsmål, hvor der både blev brugt køller og knive.

En 27-årig mand flygtede fra den ene bil ned ad Langelandsgade. Her blev han indhentet og overfaldet af tre mænd, der blandt andet stak ham flere gange med kniv, hvorefter de forsvandt i forskellige retninger.

Offeret blev bragt til sygehuset, men hans liv stod ikke til at redde.

Politiet rettede hurtigt opmærksomheden mod fire mænd, som man mistænker i forbindelse med drabet.

Siden har man foretaget en intens eftersøgning efter dem, blandt andet på deres bopæle og på andre mulige opholdssteder.

Desuden har politiet opsøgt de steder, hvor de eftersøgte færdes og fortalt, at man leder efter dem.

Frank Olsen oplyste mandag, at drabet ikke er banderelateret. Episoden udsprang af en årelang konflikt mellem to personer, lyder teorien.

De to mænd, der onsdag er blevet anholdt, meldte sig selv.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx