Af - 28/09-14 17:15

Lokkede klassekammerat i nøgen-fælde: Bortvist fra skolenLokkede klassekammerat i nøgen-fælde: Bortvist fra skolen

Tre drenge fra Randers er bortvist fra deres skole efter de delte nøgenfotos af jævnaldrende dreng

Tre drenge er bortvist fra Assentoft Skole i Randers, efter de torsdag delte nøgenfotos rundt af en jævnaldrende dreng i 9. klasse.

Det skriver Randers Amtsavis.

Skolelederen Carsten Fredslund Andersen forklarer til avisen, at de tre bortviste drenge gennem længere tid havde haft en konflikt med den krænkede dreng.

For at lokke et nøgenbillede ud af ham, oprettede de en falsk profil på Facebook, hvor de udgav sig for at være en fynsk pige, der var interesseret i ham.

- Han havde sendt hende et nøgenbillede af sig selv, muligvis for at få et tilsvarende af hende. Men det var ikke nogen pige. Det var tre drenge i hans parallelklasse, forklarer Carsten Fredslund Andersen til Randers Amtsavis.

I stedet kopierede de tre drenge billedet på skolens kopimaskine og delte det rundt til eleverne på de ældste klassetrin.

- Nogle af dem har så med deres mobiltelefoner fotograferet billedkopierne og rundsendt dem. Det er en grænseoverskridende, krænkende og helt og aldeles uacceptabel opførsel. Derfor så jeg ingen anden udvej end at sende dem hjem, lyder det fra Fredslund Andersen.

De tre drenge er nu bortvist i en uge. Skolelederen ved endnu ikke, om den krænkede drengs mor vil politianmelde dem.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx