07/08-17 06:03

Undgå træningsskader efter sangria i sydens solUndgå træningsskader efter sangria i sydens sol

Efter to uger i en liggestol er der risiko for at få træningsskader, når du snører løbeskoene igen. Så husk, at det ikke behøver gøre ondt for at gøre godt.

storybild

København. Træningen bliver ofte ikke skænket en tanke i de ferieuger, hvor solen bliver nydt sydpå. Realiteterne venter først hjemme i det lokale fitnesscenter, på løberuten eller måske på badevægten.

Men hvor meget kan et par ugers ferie fra træningen gøre ved kroppen?

Nikolai Nordsborg, der er lektor ved Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet, slår fast, at det hurtigt går ned ad bakke i forhold til ens kondition.

- Hvis man er i nogenlunde form inden ferien, så vil man opleve, at det går mærkbart tilbage på blot en uge eller to. Det er lidt det samme, som hvis man var syg i en uge, fortæller han.

Og som om det ikke var slemt nok, påpeger Nikolai Nordsborg, at det vil tage knap dobbelt så lang tid, som træningspausen har varet, at komme tilbage til den samme form som inden ferien.

Men bare rolig: Det er helt normalt at være i dårligere fysisk form efter en ferie. Det er også vigtigt at acceptere, siger Nikolai Nordsborg.

Det kræver nemlig lidt tålmodighed at påbegynde træningen efter en ferie, påpeger træningsfysiolog Henrik Duer.

- Men bare du kommer i gang. Jo længere tid du er inaktiv, jo større risiko er der for, at du ikke kommer i gang igen, siger Henrik Duer

Han tilføjer, at man skal være forberedt på, at det bliver hårdt at komme i gang igen, og man måske bliver nødt til at gå to skridt tilbage for at undgå skader.

- Forventningsafstem med dig selv, inden du starter træningen igen efter ferien, siger Henrik Duer.

Når du igen tager forbi fitnesscentret, har du to valg: Du kan enten starte derfra, hvor du slap, og døje med muskelsmerter, eller du kan arbejde med en lavere intensitet end før.

Hvis du fortsætter med samme styrke og hastighed, som før ferien, kan der være risiko for skader.

- Man kan sagtens træne hårdt, løbe og styrketræne som før. Det handler bare om, at hvis det er vægtbærende aktiviteter, så skal man ikke mærke smerte i leddene såsom hofter og knæ, siger Nikolai Nordsborg.

Vægtbærende aktiviteter er eksempelvis løb, hvor din ben skal bære hele din vægt gennem hele aktiviteten.

- Du må godt have ondt i musklerne. Bare ikke i leddene eller i senerne, tilføjer Nikolai Nordsborg.

Og så skal muskelsmerterne være aftagende i løbet af de første par dage.

Hvis du har virkelig ondt efter første træning, så vent med at træne igen, til smerten er passeret. Begynder du at træne, selv om du har meget ondt, kan du risikere at gøre mere skade end gavn.

Det hele handler om at finde en balance mellem at nedbryde og opbygge senevæv, knogler og muskulaturen, siger Nikolai Nordsborg.

Fakta: Det skal ikke gøre ondt for at gøre godt.

- Det er vigtigt at holde øje med smerter i hofter, knæ, sener og akilleshæl.

- Det er kun smerter i muskler, der er gode, når det kommer til træning. Men disse smerter skal du også holde øje med. De skal aftage over tid.

- Unge er generelt i bedre form og kan holde til mere. Jo ældre du er, jo mere skal du være opmærksom på faresignalerne.

Kilder: Nikolai Nordsborg, Henrik Duer.

/ritzau/FOKUS

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx