Af Ritzau - 12/01-17 13:07; Opdateret: 12/01-17 13:53

Thyra Frank: Jeg sagde med et glimt i øjet at jeg skrev afThyra Frank: Jeg sagde med et glimt i øjet at jeg skrev af

Ældreministeren afviser, at hun har begået dokumentfalsk ved at kopiere en arbejdspladsvurdering.

Ældreminister Thyra Frank (LA) kalder det et usagligt angreb på hende, at Socialdemokratiet kræver en redegørelse om hendes tid som forstander på plejehjemmet Lotte.

I en bog fra 2010 forklarer Thyra Frank, at hun kopierede et andet plejehjems arbejdspladsvurdering for at slippe for de mange timers papirarbejde selv.

- Jeg har sagt og skrevet med et glimt i øjet, at jeg har skrevet rapporter af.

- Det har jeg gjort for at understrege, at mit fokus først og fremmest har været på de ældre og på, at vi skal lade os inspirere og lære af dem, der gør det bedst, siger Thyra Frank i en skriftlig kommentar til Ritzau.

- Jeg er ikke gået så højt op i papirer, det er ingen hemmelighed, men jeg har ikke begået dokumentfalsk. Hvorfor i alverden skulle jeg dog gøre det?

I den skriftlige kommentar giver Thyra Frank ikke noget svar på, hvorvidt hun står ved sine udtalelser om at have kopieret den lovpligtige arbejdspladsvurdering.

- Jeg synes ærligt talt, at Socialdemokraterne skulle tage at interessere sig mere for, hvordan vi nu og fremover sikrer, at vores ældre får en tryg og værdig alderdom i stedet for at bruge tid og kræfter på, hvad jeg har lavet og ikke har lavet på et plejehjem på Frederiksberg for 5, 10 og 15 år siden.

- De mange angreb på min person opfatter jeg som komplet usaglige. Og jeg har meget svært ved at se, hvorfor vi skal spilde vores tid på den her måde, skriver ministeren derimod.

Hun lægger samtidig op til at afskaffe noget af "alt det bureaukrati" og henviser til en arbejdsgruppe, som hun sammen med Kommunernes Landsforening har nedsat for at få fjernet unødige regler.

Socialdemokratiets sundhedsordfører, Astrid Krag, kræver en undersøgelse af sagen fra Justitsministeriet og Beskæftigelsesministeriet. Derudover forventer hun en redegørelse fra ministeren selv.

Sagen har også vakt Enhedslistens ældreordfører, Finn Sørensens, opmærksomhed. Han kalder nu Thyra Frank i samråd:

- Jeg er rystet over, at vi har en minister, der som plejehjemsleder i den grad har udvist manglende respekt for godt arbejdsmiljøarbejde og manglende respekt for love og regler.

Hvis ikke Thyra Frank tager afstand fra "den praksis, hun har haft", har hun i Finn Sørensens optik "et stort problem som minister".

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx