28/11-17 15:14

DF ønsker forhandlinger om skattereform adskilt fra finanslovDF ønsker forhandlinger om skattereform adskilt fra finanslov

Regeringen kan hurtigt få en finanslovsaftale uden en skattereform, mener DF's leder, Kristian Thulesen Dahl.

storybild

Dansk Folkepartis leder, Kristian Thulesen Dahl, vil afslutte finanslovsforhandlinger hurtigt uden regeringens skattereform. Scanpix/Liselotte Sabroe/arkiv

København. Regeringen bør udskyde sin skattereform, hvis den hurtigt vil lave en finanslovsaftale med Dansk Folkeparti.

Det siger DF's leder, Kristian Thulesen Dahl, før han tirsdag skal forhandle finansloven med regeringen.

Han kritiserer, at regeringen har tilrettelagt et forløb, "hvor finanslov og skattepolitik på lang sigt skal ses i en sammenhæng".

- Regeringen ved nogenlunde, hvor den skal give indrømmelser, hvis den vil have en aftale med Dansk Folkeparti.

- Så det handler om, hvornår regeringen er klar til at lægge indrømmelserne på bordet, siger Kristian Thulesen Dahl.

- Det er den ikke endnu.

Mandag måtte finansminister Kristian Jensen (V) bede Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, udskyde 3. behandlingen af finansloven, som skulle finde sted 13. og 14. december. Regeringen kan ikke nå det.

DF kræver, at regeringen skærper hjemsendelsen af flygtninge og afviste asylansøgere og udviste udlændinge, hvis partiet skal støtte finansloven.

- Det er oplagt, at der kommer et helt andet syn på hjemsendelse og repatriering. Så det bliver en grundregel, at man får hjælp i Danmark midlertidigt, og ikke at man er her permanent, siger Kristian Thulesen Dahl.

- Hvis regeringen lægger meget vægt på at få en skattepakke gennemført, så lægger vi meget vægt på et gennembrud om, at folk kun hjælpes midlertidigt i Danmark. Det skal hjem til deres hjemland, når det er muligt.

Han mener, at skatteudspillet forsinker finansloven. Mandag kaldte han regeringens skattelettelser "usympatiske".

- Skal vi have en skattepakke på plads oven i finansloven, så taler vi økonomisk politik for de næste otte til ni år. Og så bliver der helt anderledes behov for at gå i dybden, siger Kristian Thulesen Dahl.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx