Af Sebastian Kirk - 11/02-18 22:44

Hver femte dansker har gjort det efter en fest: 'Rigtig mange ender på skadestuen'Hver femte dansker har gjort det efter en fest: 'Rigtig mange ender på skadestuen'

Især unge danskere er slemme til at cykle hjem fra fester og byture. Dum idé, lyder det enstemmigt fra eksperter.

storybild

Risikoen for at falde på cyklen stiger markant, når man er påvirket af alkohol.

De fleste er efterhånden enige i, at alkohol slet ikke hører hjemme bag rattet i en bil. Men når det kommer til cykling, er holdningen en anden.

Hver femte dansker har således cyklet med alkohol i blodet i løbet af det seneste år, viser en ny undersøgelse, YouGov har lavet for metroxpress. Og især de unge trækker læsset, idet tallet for de 18-29-årige er en tredjedel.

»Det er torskedumt,« lyder det kort og godt fra Christian Berthelsen, der er politiassistent ved Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

»Din reaktionsevne er ufatteligt ringe, når du er påvirket. Når du så kører på cykel, er der kun to hjul, og det vil sige, at du har sværere ved at holde balancen. Rigtig mange af dine sanser bliver sat ud af spil,« siger han.

Hos Rådet for Sikker Trafik advarer man på det kraftigste imod at tage cyklen, hvis man har fået for meget indenbords.

»Rigtig mange ender på skadestuen, og derfor er det klart en anbefaling fra os, at det gør man selvfølgelig ikke,« siger dokumentationschef Jesper Sølund.

Han mener, vi bør være bedre til at gribe ind, hvis vi ser vores venner eller nærmeste gribe ud efter jernhesten i en tihestes brandert.

»Folk er blevet langt bedre til at blande sig i spirituskørsel. Det samme ønsker vi, man gør med cyklister og siger: 'Ved du hvad, du skal sgu ikke køre på cykel i den tilstand',« siger Jesper Sølund.

Fra 2007 til 2017 blev der blot udskrevet 106 bøder til fulde cyklister i Danmark, viser tal fra Rigspolitiet. Det lave tal skyldes blandt andet, at der ikke er en promillegrænse for, hvornår man må cykle. Loven siger blot, at man skal være i stand til at føre cyklen 'på en betryggende måde'.

Men det er faktisk en fin ordning, mener Klaus Bondam, der er direktør i Cyklistforbundet:

»Det er alt andet lige bedre at sætte sig op på sin cykel i beruset tilstand, end det er at sætte sig bag rattet i en bil,« siger han.

»Vi skal generelt passe på, at vi ikke lever i et samfund, hvor vi laver regler og forbud og forventer politikontrol af alting - for det har politiet slet ikke ressourcer til,« fortsætter han og understreger dog, at han ikke anbefaler at tage cyklen, hvis man er for fuld.

23-årige Amalie Abildgaard endte med at få en hjernerystelse, da hun i december cyklede hjem fra en julefrokost.

»Det er altså for dum en risiko at løbe«  

23-årige Amalie Abildgaard fra København kan stadig mærke konsekvenserne af, at hun i december sidste år valgte at tage cyklen hjem fra en julefrokost.

På vej hjem mistede hun balancen og knaldede hovedet ned i asfalten. To dage efter havde hun stadig ondt, så hun tog på skadestuen og fik konstateret, at hun havde pådraget sig en hjernerystelse.

»Jeg kan bare huske, at jeg ligger og kigger op på stjernerne. Men der er jo ikke noget, der gør synderligt ondt, når man har drukket sine sanser væk, så jeg cyklede bare videre,« siger Amalie og fortsætter:

»Jeg var rigtig fuld og havde nok fået for meget at drikke. Jeg skulle have taget en taxa, men når man er fuld, tænker man ikke over konsekvenserne,« fortæller hun.

Amalie var sygemeldt i en måned. I den periode kunne hun stort set ikke lave andet end at gå ture og høre lydbøger. Alt andet resulterede i ekstrem træthed og hovedpine.

»Det værste har været frustrationen over, at man ikke kan tage på arbejde eller lave aftaler. Man må bare sætte alting på standby,« siger hun.

Før sit uheld plejede Amalie altid at cykle hjem fra byture. Men det gør hun aldrig igen.

»Det er nok ikke sidste gang, jeg drikker mig meget fuld. Men det er i hvert fald sidste gang, jeg cykler hjem fra byen. Så må man tage en taxa, for det er altså for dum en risiko at løbe,« siger hun.

Det siger loven

Fra Færdselslovens paragraf 54, stk. 3: 'Cykel, hestekøretøj eller hest må ikke føres eller forsøges ført af nogen, der (...) som følge af påvirkning af spiritus befinder sig i en sådan tilstand, at han er ude af stand til at føre køretøjet eller hesten på betryggende måde.'


Undersøgelsen

'Har du inden for de seneste 12 måneder kørt på cykel, mens du var påvirket af alkohol?'

  • Ja: 21% (18-29-årige: 33%)
  • Nej: 76% (18-29-årige: 59%)
  • Ved ikke: 3% (18-29-årige: 8%)
Undersøgelsen er baseret på interview med 1.013 repræsentativt udvalgte personer i alderen 18-74 år fra YouGov Panelet i perioden 19. - 21. Januar 2018. Andelen af cyklister i undersøgelsen er 759. Citat må kun ske med angivelse af kilde: ©YouGov for Metroxpress.

Andre læser lige nu

Andre historier

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Millioner så OL-kys på direkte tv:...
bt.dk
Træn med Tanja: Interval- træning er IN
bt.dk
Efter rygter om affære med Løkke: Nu...
bt.dk
Lejlighed på 15 kvadratmeter solgt...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx