Af Ritzau - 03/05-17 12:47

Mand sidder fængslet for granatangreb mod klubhusMand sidder fængslet for granatangreb mod klubhus

Politiet mener fortsat, at granatangreb i Herning i december var specifikt rettet mod banden Black Army.

storybild

Bilruder og vinduer i omkringliggende huse blev knust, da en håndgranat i december blev kastet mod Black Armys klubhus i Danmarksgade i Herning. Arkivfoto. (Billede: Free/Colourbox)

Siden marts har en 31-årig mand siddet fængslet for at have kastet en håndgranat mod banden Black Armys tidligere klubhus i Danmarksgade Herning.

Håndgranaten blev kastet den 13. december kort før klokken 21. Ingen personer kom til skade.

Fængslingen af den 31-årige har indtil nu været holdt hemmelig, fordi retten har behandlet sagen for lukkede døre.

Hos Midt- og Vestjyllands Politi oplyser vicepolitiinspektør Jim Hansen, at sagen fortsat er under efterforskning, og at man derfor indtil videre ikke vil ud med yderligere oplysninger.

Det gælder såvel oplysninger om efterforskningen som oplysninger om den sigtede.

Den 31-årige mand er sigtet for våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder og for at have udsat andres liv for fare.

Ved eksplosionen blev både vinduer i nærliggende boliger og bilruder knust.

Efterfølgende fortalte politiinspektør Hans Roost om episoden:

- Normalt er det sådan, at en rocker- og bandekonflikt foregår klubberne imellem. Men når man bruger et våben, der kan ramme alle mulige - også uskyldige borgere - så er det en ekstra alvorlig situation.

Hans Roost sagde dengang også, at det var politiets opfattelse, at angrebet var specifikt rettet mod banden Black Army.

- Det er stadigvæk vores opfattelse, siger vicepolitiinspektør Jim Hansen.

Af hensyn til den videre efterforskning af sagen ønsker Jim Hansen ikke at oplyse, hvordan den 31-årige forholder sig til sigtelsen imod ham.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx