Af Ritzau - 02/03-17 12:35; Opdateret: 02/03-17 16:16

DR-nyhedsdirektør siger farvel og opretter eget journalistisk institutDR-nyhedsdirektør siger farvel og opretter eget journalistisk institut

Ulrik Haagerup skifter cheftitel i DR ud med direktør for eget, nyoprettet institut ved Aarhus Universitet.

storybild

Ulrik Haagerup sammen med DR's generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, da TV Avisen fejrede 50-års fødselsdag i 2015. (Billede: Scanpix/Simon Læssøe)

Efter ti år som chef i DR fratræder Ulrik Haagerup til efteråret sin stilling som nyhedsdirektør i DR.

Han skal i stedet være direktør i det nystiftede "Constructive Institute" på Aarhus Universitet.

Det er et nyoprettet institut, der er finansieret via fonde og donationer fra virksomheder.

Ambitionen er at højne vidensniveauet hos journalister - nationalt og globalt - og gøre journalister mere fokuserede på at lave konstruktive nyheder.

- Det bliver vemodigt at sige farvel til DR og til alle de dygtige mennesker, jeg har arbejdet sammen med, siger Ulrik Haagerup i en pressemeddelelse.

- Jeg ser dog arbejdet med at fremme visionen om konstruktive nyheder - både herhjemme og globalt – som en naturlig forlængelse af det arbejde, jeg har lavet i DR.

- Målet er at bidrage til at genskabe og øge tilliden til nyhedsjournalistikken i en tid præget af falske nyheder, unuanceret debat og eroderende forretningsmodeller for ordentlig journalistik, siger han.

Ulrik Haagerup fortsætter i sin stilling indtil 1. september. DR vil i nærmeste fremtid slå stillingen op i jagten på en afløser.

Den afgående direktør får pæne ord med på vejen af Michael Christiansen, der er bestyrelsesformand i DR.

- Han har bestemt en god portion af æren for, at TV-Avisen og Radioavisen, i en tid hvor der er uendelig mange nyhedstilbud at vælge mellem, fortsat vurderes som landets mest troværdige nyhedstilbud, siger han i pressemeddelelsen fra DR.

Som nyhedsdirektør i DR har Ulrik Haagerup ofte befundet sig i skudlinjen, når der er rettet kritik mod nyhedsdækningen på den licensfinansierede station.

Det kom blandt andet frem, at DR betalte for, at Haagerup kunne flyve fra hjemmet i Midtjylland til DR Byen i København.

Desuden kom det frem, at Haagerup selv høstede de bonuspoint, der fulgte med de mange flyveture.

DR valgte efterfølgende at ændre reglerne, så bonuspoint fremover tilfalder DR, når medarbejdere flyver på statsradiofoniens vegne.

Ulrik Haagerup siger til TV2 News, at beslutningen om et karriereskifte ikke er truffet som følge af kritikken.

- Jeg kan godt forstå, at nogen tænker tanken, men det har intet med det at gøre. Det tror jeg også man kan se, hvis man kigger på, hvad vi har lavet (med "Constructive Institute"). Det er ikke noget, der er lavet på tre dage, siger han.

En række sponsorer, heriblandt Aarhus Stiftstidendes Fond, Den Fynske Bladfond og virksomheden Bestseller, støtter initiativet.

Tidligere chefredaktør i Jysk-Fynske Medier Per Westergaard er formand for fonden Constructive Foundation, som står bag instituttet.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx