Af Ritzau - 03/03-17 13:11; Opdateret: 03/03-17 14:35

Hoffet melder hus forbi i TibetsagenHoffet melder hus forbi i Tibetsagen

Tidligere hofmarskal Ove Ullerup fortæller, at PET næsten intet sagde på møder op til kinesisk statsbesøg.

storybild

Den kinesiske præsident besøgte i 2012 Amalienborg under statsbesøget. Fredag afhøres tidligere hofmarskal Ove Ullerup af Tibetkommissionen, som ser på politiets opførsel mod demonstranter under statsbesøget (arkivfoto). (Billede: Scanpix/Bax Lindhardt)

Kongehuset havde ikke hånd hanke med PET i forbindelse med den kinesiske præsidents besøg i 2012.

Det er budskabet fra den tidligere hofmarskal Ove Ullerup fredag under en afhøring i Tibetkommissionen.

Tidligere har to højtstående personer fra Udenrigsministeriet ellers givet kommissionen et andet indtryk.

I januar blev således den tidligere viceprotokolchef i ministeriet, Annette Lassen, præsenteret for en intern mail. Heri stod, at man skulle indhente politiets og PET's mening om en kinesisk frygt for demonstrationer.

Under afhøringen blev hun spurgt, hvem der sørger for denne opgave?

- Det er hoffet. Det er dem, der har den løbende kontakt med PET, svarede hun.

Men fredag afviser Ove Ullerup denne fremstilling.

- Det forholder sig nok ikke helt sådan, hvis jeg skal være diplomatisk, siger han - der i øvrigt selv er diplomat, idet han nu er ambassadør i Stockholm.

Derimod er det korrekt, at PET deltog i samtlige møder i et såkaldt koordinationsforum, oplyser Ove Ullerup.

Her sad hofmarskallen selv ved bordenden, og andre deltagere var for eksempel Udenrigsministeriet.

Kommissionen ser på PET's forhold til andre instanser i forbindelse med undersøgelsen af, hvorfor politiet greb ind mod folk, der viftede med tibetanske flag.

I en trusselsvurdering til Københavns Politi forud for statsbesøget gik PET meget op i, at kineserne var bekymrede for demonstrationer.

Desuden belastes en central PET-medarbejder, der kaldes 764, i høj grad af en udtalelse fra en politimand i Københavns Politi.

764 ringede angiveligt umiddelbart før besøget og kom med en advarsel. Hvis kineserne så blot ét enkelt Tibet-flag, kunne det være, at de blev krænkede og ville rejse hjem, skal han ifølge politimanden have sagt.

Dette har 764 dog benægtet.

Fredag bliver Ove Ullerup bedt om at kommentere udsagnet om en mulig kinesisk reaktion.

- Det ville være en meget besynderlig påstand, siger han.

I øvrigt fortæller den tidligere chef i kongehuset, at PET altid var til stede ved de forberedende møder før statsbesøget - men tjenesten var mest med på en lytter.

- Man kan af dagsordenerne se, at sikkerhed er på som et fast punkt. Det er, fordi PET sidder med her som en slags sleeping partner.

- PET havde meget lidt interesse i 99 procent af det, der foregik. Men det var vigtigt, at de fulgte med i programlægningen, siger Ove Ullerup.

Næste uge afhøres en tidligere kontorchef ved hoffet.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx