Af Ritzau - 31/01-17 14:18; Opdateret: 31/01-17 15:21

Løkke advarer mod tabte nuancer i Trumps Twitter-politikLøkke advarer mod tabte nuancer i Trumps Twitter-politik

Der er ikke plads til nuancer, når man fremsætter politiske udmeldinger på Twitter, siger statsministeren.

storybild

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) advarer mod, at nuancerne forsvinder, når politikere kommer med udmeldinger på Twitter. (Billede: Scanpix/Keld Navntoft)

Nuancerne forsvinder, når man kun har 140 tegn til at formulere sig på.

Sådan lyder advarslen fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der går i rette med den amerikanske præsident Donald Trumps udmeldinger på Twitter.

- Jeg har svært ved helt at finde ud af, hvilken form for politik der bedrives, når den frie verdens leder kommunikerer sin politik i 140 tegn. Der vil gå nuancer tabt, siger Løkke i forbindelse med tirsdagens spørgetime.

Det har vakt opsigt verden over, at Trump kommer med politiske udmeldinger på det sociale medie Twitter, hvor man kun har 140 tegn til rådighed.

- Hvis vores reaktion bliver, at klare udmeldinger skal have lige så klare svar på kun 140 tegn, så tror jeg, vi får talt nogle konflikter op, siger Løkke.

I samme tråd sagde S-formand Mette Frederiksen efter spørgetimen i folketingssalen:

- Trump er hurtig på tasterne og også på dekreterne. Og jeg er ikke sikker på, at vi skal være lige så hurtige.

Både Enhedslisten, Alternativet og det socialdemokratiske parti Javnaðarflokkurin fra Færøerne udtrykte under spørgetimen bekymring for, at Donald Trump er blevet præsident.

Statsministeren manede dog til besindighed:

- Vi har stadig til gode at se, hvad dybden er i det her. Hvad det er for et kabinet, der samles, hvad det er for en langsigtet politik, der føres.

- Over en nat skal vi ikke skifte fra det fokus, der hed, at vi har den tætteste allierede i USA - til at nu skal vi fordømme næsten alting, siger Løkke.

Statsministeren kommenterer også Trumps midlertidige indrejseforbud for personer fra en række lande med overvejende muslimske befolkninger. Ethvert land har kontrol over sine egne grænser, betoner Løkke:

- Det er en legitim interesse at beskytte sit eget land mod terror.

- Men det instrument, der øjensynligt er valgt, hvor man afskærer folk alene via deres nationalitet - uanset alle andre omstændigheder - det er set med mine øjne et meget upræcist instrument i forhold til det mål, man øjensynligt vil opnå.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx