15/08-17 21:12; Opdateret: 16/08-17 02:06

Politi undersøger skyderi på Amager: Ung mand ramtPoliti undersøger skyderi på Amager: Ung mand ramt

Ung mand ramt af to skud og indlagt efter skyderi på Amager i København. Tre mænd er anholdt.

storybild

København. Der har tirsdag aften været et banderelateret skyderi på Holmbladsgade på Amager i København, hvor en 20-årig mand er blevet ramt af to skud.

- Manden er ramt af to skud, men er i en stabil tilstand og uden for livsfare.

Det oplyser den centrale efterforskningsleder ved Københavns Politi Youssef Lharraki.

Den 20-årige mand er kørt til behandling på hospitalet, hvor han skal opereres for sine skader. Han har ifølge politiet banderelationer.

Politiet fik anmeldelsen klokken 20.50. Kort efter klokken 22.30 blev tre unge mænd anholdt mistænkt for skyderiet, oplyser vagtchef ved Københavns Politi Henrik Brix.

Mændene, der kørte i en bil, blev ifølge Vestegnens Politi standset ved en tankstation i krydset mellem Vallensbækvej og Folemarksvej i Brøndby, vest for København.

- De tre vil blive sigtet for forsøg på manddrab. Der er tale om tre unge mænd, der er henholdsvis 24, 23 og 19 år, siger Youssef Lharraki.

Holmbladsgade på Amager var afspærret i flere timer tirsdag aften. Afspærringerne er nu igen fjernet.

Det er kun to dage siden, at der sidst var skyderi i København. Søndag aften blev en tilfældig mand ramt af skud i Heimdalsgade på Nørrebro.

Dagen før det - lørdag aften - var der også skyderi. Her blev to unge mænd, der ikke har banderelationer, ramt af skud på Nørrebrogade tæt ved Den Røde Plads.

København har hen over sommeren været plaget af adskillige skyderier i forbindelse med den verserende bandekonflikt i hovedstaden.

I sidste uge blev der sat en mobil politistation på gaden på indre Nørrebro. Mandag lød det fra politiet til TV 2, at der vil blive indsat endnu en mobil politistation i området.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx