Af Ritzau - 06/01-17 17:28

Brødre bortførte og holdt mand fanget i lejlighedBrødre bortførte og holdt mand fanget i lejlighed

Lillebror styrede bortførelse og indespærring fra fængslet. Begge brødre har anket deres dom til landsretten.

storybild

To brødre er i Københavns Byret blevet dømt for frihedsberøvelse af en ung mand. Det var angiveligt lillebroren, der fra fængslet styrede sin storebror. Arkivfoto. (Billede: Colourbox)

Selv om en 23-årig mand sad i fængsel, da forbrydelsen skete, er han fredag sammen med sin to år ældre bror i Københavns Byret blevet dømt for blandt andet frihedsberøvelse.

Den 9. november 2014 blev en ung mand passet op og truet med en kniv på Amagerbro Metrostation. Han blev tvunget ind i en bil og kørt til en lejlighed i Valby, hvor han blev holdt fanget i ti timer.

Storebroren var med til at bortføre og holde offeret indespærret, men ifølge offerets forklaring i retten, var det lillebroren, der styrede det hele via en telefon fra Jyderup Statsfængsel.

- Broren sad i fængsel, men jeg snakkede med ham over telefonen flere gange, forklarede offeret i retten torsdag.

- Han (den 25-årige storebror, red.) har ikke noget med det at gøre. Han gjorde det kun få at hjælpe sin lillebror, og det er ham alt sammen, fortsatte han.

I lejligheden blev den unge mand bundet med tape på hænder og fødder, slået og truet med en stilladsnøgle.

Manden fik at vide, at han skulle betale en påstået gæld på 87.000 kroner, hvis han ville slippe fri. Lillebroren styrede ifølge offeret afpresningen over telefonen.

- Jeg skulle have skaffet pengene inden en uge, hvor han ville komme på prøveløsladelse. Ellers ville jeg få klippet mine fingre, fortalte han i retten.

Storebroren erkender, at han har været til stede i bilen og lejligheden. Men der var to andre mænd med, som han ikke vil sige navnene på, og det var dem, der stod bag bortførelsen, har han tidligere forklaret i retten.

Lillebroren nægtede at have noget med sagen at gøre.

Men Københavns Byret fandt dem begge skyldige. Den 23-årige lillebror blev idømt to år og tre måneders fængsel, mens hans storebror fik en behandlingsdom.

De ankede begge deres dom til Østre Landsret.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx