14/10-17 00:56

Flere moskéer skal styrke Tyrkiets indflydelse i DanmarkFlere moskéer skal styrke Tyrkiets indflydelse i Danmark

Den tyrkiske stat er i færd med at udvide sit religiøse netværk i Danmark og resten af Europa.

storybild

Der er bygget tusindvis af nye moskéer i Tyrkiet, siden Recep Tayyip Erdogan kom til magten i 2002, siger dansk-tyrkisk journalist. Reuters/Handout/arkiv

København. Otte ud af de i alt 27 tyrkiske moskéer i Danmark er i gang med at ekspandere deres virke. Eller også har de ønsker om det.

Det skriver Kristeligt Dagblad.

I Roskilde og Holbæk er to nye, statsstøttede tyrkiske moskéer for eksempel på vej. I Fredericia og Aarhus er der inden for et års tid åbnet nye moskéer.

Fælles for moskéerne er, at de hører under Dansk Tyrkisk Islamisk Stiftelse. Stiftelsen hører under den tyrkiske ambassade i København og Diyanet, det tyrkiske religionsministerium i Ankara.

Diyanet har udsendt og betaler de i alt 29 tyrkiske imamer i Danmark. Derudover ejer de også moskébygningerne.

Udvidelsen i Danmark er en del af en større tyrkisk religiøs udbredelse i Europa.

Det siger den franske professor Samim Akgönül. Han forsker i Tyrkiet, Diyanet og dets imamer ved universitetet i Strasbourg.

- Det er en generel trend i hele Europa, at Diyanet ekspanderer både fysisk med nye moskéer og dermed også ekspanderer religiøst, politisk og kulturelt, siger Samim Akgönul.

Han lavede i maj en analyse af de fredagsprædikener, som Diyanet sender til moskéer i hele Europa hver uge. Tyrkiske imamer i danske moskéer følger disse prædikener.

Analysen viste, at prædikenerne er stærkt farvet af politiske og nationale budskaber. Blandt andet går det igen, at prædikenerne støtter præsident Erdogans styre.

Siden det tyrkiske kupforsøg i sommer er der foregået en klapjagt på tilhængere af imamen Fethullah Gülen. Erdogans styre vurderer Gülen som ansvarlig for kupforsøget.

Ifølge den dansk-tyrkiske journalist Deniz Serinci kan den tyrkiske udvidelse i Danmark også ses i forbindelse med modstanden mod Gülen-bevægelsen.

- Der er bygget tusindvis af nye moskéer i Tyrkiet, siden Erdogan kom til magten i 2002. Og det, der sker i Tyrkiet, skal også afspejle sig i udlandet, mener den tyrkiske regering, siger Deniz Serinci.

Kristeligt Dagblad har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Dansk Tyrkisk Islamisk Stiftelse.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx