Af Sine Bach Jakobsen - 03/12-17 17:13

Politiet advarer mod alternativ indbruds-metode: Tyvene bruger en indgang, folk IKKE forventer Politiet advarer mod alternativ indbruds-metode: Tyvene bruger en indgang, folk IKKE forventer

Nordsjællands politi advarer om en gruppe tyve, der tiltvinger sig adgang til folks hjem på alternativ maner.

storybild

Klatretyve hærger på Sjælland. De skaffer sig adgang til husene ved hjælp af stiger. (Billede: Mads Claus Rasmussen)

Lørdag aften var klatretyve igen på spil i to hjem i det nordsjællandske. Ved brug af stiger har tyvene begge steder skaffet sig adgang til førstesalen. Det er et modus, der er set før hos Nordsjællands Politi.

»Mange har soveværelse på første sal og tror, at man godt kan sove med åbent vindue. Men det er en falsk tryghed, kan vi se,« siger vagthavende hos Nordsjællands Politi Jan Hedager.

De såkaldte klatretyve er nemlig ikke ukendte på egnen. Stigerne, som ofte findes hos naboer til ofrene, giver tyvene den fordel, fordi mange hjem kun har alarmer i stueetagen, og på den måde undgår tyvene således at sætte en alarm i gang. I nogle tilfælde kan de komme ind gennem et åbent vindue, mens tyvene i andre tilfælde har knust en rude for at få indgang.

Lørdagens indbrud skete i Humlebæk og Espergærde, og tyvene erhvervede sig bl.a. et Rolex-ur. Men tidligere har klatretyve også være på rov andre steder på Sjælland – både nord og syd fra København.

Den 9. november anholdte Københavns Politi 12 personer – alle fra Albanien – på et hotel på Nørrebrogade i København, som politiet mener, kan kobles til flere klatreindbrud. Det skriver TV 2.

Hotellet på Nørrebro har tidligere været kendt for at huse udenlandske kriminelle, og på værelserne fandt politiet tyvekoster fra mindst 35 indbrud. Efter anholdelsen i november lød beskeden fra politiet, at de forsat ledte efter ni albanere.

Anholdelserne skete efter længere tids efterforskning af en række indbrud efter samme metode. Alle med det tilfælles, at de lå tæt på København S-togsnetværk. Derfor har politiet gennemgået overvågningsbilleder og kørt med S-tog.

»Vi har ved hjælp af noget overvågningsvideo fundet frem til, at de har brugt S-togsnettet. Så vi har brugt mange timer i S-tog i de gerningstidsrum, vi kunne konstatere, at de har arbejdet i,« siger efterforsker ved Københavns Politi Tue Hockerup til TV 2.

Det var på overvågningsbilleder fra S-toget, at politiet opdagede to gerningsmænd, der kom rullende med en kuffert, som netop var blevet stjålet. Politiet fulgte de to gerningsmænd til hotellet på Nørrebro, hvor flere tyvekoster blev fundet, og 12 personer anholdt – foreløbig varetægtsfængslet til d. 7. december.

Vagtchefen hos Nordsjællands Politi ved ikke, om det var albanere, der var på spil lørdag.

»Men det er et modus, vi har set før. Vi har en særlig enhed for indbrud. Så hvis der er nogle sammenfald med andre indbrud i andre politikredse, finder de helt sikker ud af det,« siger Jan Hedager.

Politiet tror, at stigerne i de pågældende tilfælde er lånt hos naboerne, da anmelderne ikke selv har haft stiger stående.

»Tyvene kører jo formentlig ikke rundt med stiger,« siger Jan Hedager.

Derfor kan det være en god ide at låse stiger inde og sørge for at vinduer – også på førstesalen - er haspet, før man tager hjemmefra eller lægger sig til at sove.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx