Af Sebastian Bjerring Jensen - 07/08-17 18:48

4-årig død i tragisk ulykke: - 'Det er helt forfærdeligt'4-årig død i tragisk ulykke: - 'Det er helt forfærdeligt'

Den frygtelige ulykke skete i en hestevogn på Mandø.

storybild

Mandø er en lille ø ud for Ribes kyst (Billede: Erik Christensen/Wikipedia)

»Det er helt forfærdeligt og barskt.«

Elisa Thomsen, der er arrangør af hestevognsture på Mandø, har svært ved beskrive den ulykke, der mandag formiddag fandt sted på vadehavsøen Mandø. Hun tager det fulde ansvar for ulykken.

Her forulykkede en hestevogn med en flok turister, og det kostede en 4-årig dreng livet. Det var Elisa Thomsen og mandens firma, Mandø Event, der havde arrangeret turen med hestevognen.

Ved siden af har ægteparret en butik, og her stod de begge, da et opkald kom ind på telefonen:

»Vi har sådan en akutkaldsordning på øen, og der får vi at vide, at vi skal stille op med en hjertestarter. Min mand kører afsted, og da han kommer frem, kan han se en væltet hestevogn. Han ringer til mig og siger, at jeg skal lukke butikken. Det her er alvorligt,« fortæller Elisa Thomsen til BT.

Ægteparret sendte mandag morgen tre hestevogne ud mod sælbankerne på Mandø, som de så tit gør. Denne gang var den forreste vogn med danskere, vognen i midten med spaniere og portugisere, mens den bagerste vogn havde tyske turister i sig. Det var den midterste hestevogn, der af uransaglige årsager pludselig væltede:

»Kusken på den bagerste vogn har fortalt til mig, at den bare tippede over. Den 4-årige faldt forover sammen med kusken i den midterste vogn, men han er ikke blevet mast eller noget. Der var en læge på den bagerste vogn, og han fortalte til mig, at han sandsynligvis er død i faldet,« siger Elisa Thomsen.

Elisa Thomsen og manden tager det fulde ansvar for ulykken, og de har samtidig besluttet, at de aflyser fremtidige ture med hestevognene. De kan simpelthen ikke se sig selv i øjnene, hvis de skulle sende afsted med hestevognene:

»Jeg kan ikke stå og ønske folk rigtig god tur efter det her. Det er helt forfærdeligt og barskt,« siger Elisa Thomsen.

Hun fortæller samtidig, at kusken og resten af passagererne på den forulykkede hestevogn modtager krisehjælp, og at hestevognen stadig ligger ved ulykkesstedet.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx