14/08-17 18:28; Opdateret: 14/08-17 19:15

Politi lover flere patruljer efter skyderierPoliti lover flere patruljer efter skyderier

Den anden mobile politistation ruller ud på Nørrebro i København. Borgeres bøn om flere betjente bliver hørt.

storybild

Flere betjente sendes ud i de områder af København, hvor der den seneste tid har været en stribe skudepisoder. Free/Politiet/arkiv

København. Efter den seneste tids skyderier på åben gade har politiet besluttet at være mere til stede på Nørrebro i København.

Endnu en mobil politistation sendes ud i området, og der vil være flere patruljer "låst" til området, siger en politichef til TV 2 mandag.

Sent søndag aften blev en 39-årig mand endnu et tilfældigt offer for skydende personer.

Han blev såret af skud på Heimdalsgade og blev mandag eftermiddag meldt til at være i kritisk tilstand. Dermed har der i weekenden været tre skudepisoder.

I alt er det sket fire gange, at personer, der intet har med kriminelle miljøer at gøre, er blevet ramt.

Med den øgede indsats imødekommer politiet flere borgeres efterlysning af et mere synligt politi.

- Vi oplever ikke politiets tilstedeværelse, sagde Terje Bech, talsmand for initiativet "Vi tager gaderne tilbage", tidligere mandag.

Borgerne ser et fly kredse over byen og af og til politifolk i mandskabsvogne - men ingen betjente bevæger sig rundt i gaderne, og da slet ikke til fods, lød det.

Chefpolitiinspektør Jørgen Bergen Skov oplyser til TV 2, at Københavns Politi også får assistance fra andre politikredse.

Den første mobile politistation rullede ud torsdag i sidste uge, og justitsminister Søren Pape (K) fik onsdag en briefing af politiet, som overbeviste ministeren om, at der var styr på konflikten og bandemedlemmerne.

- De gemmer sig hjemme i deres lejligheder. Når de kommer ud på gaden, og hvis de gør det mindste, så fanger vi dem og sætter dem i fængsel, sagde justitsministeren onsdag i sidste uge.

Siden da har der været syv skudepisoder i København.

Mandag aften fortæller Søren Pape til TV 2, at den nye oprustning blandt andet består i, at politiet er parat til at rykke ud med offroadere, så man for eksempel lettere kan pågribe gerningsmænd, der kører på knallert.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx