12/11-17 19:07; Opdateret: 12/11-17 19:34

S står uden for erhvervspakke: Meget af det er udmærketS står uden for erhvervspakke: Meget af det er udmærket

Socialdemokratiet er tilfreds med, at erhvervspakken, der sænker afgifter, ikke tager fra dagpengemodtagere.

storybild

Socialdemokraten Morten Bødskov forklarer, at partiet ikke er med i en aftale om en erhvervspakke, fordi pengene til pakken i første omgang skulle være taget fra dagpengemodtagere. I sidste ende er pakken alligevel ikke finansieret ved at skære i dagpenge. Scanpix/Keld Navntoft

København. Socialdemokratiet står ikke bag en ny erhvervspakke, som regeringen har aftalt med Dansk Folkeparti og De Radikale.

Pakken sænker blandt andet en række afgifter på varer, og den er finansieret ved at effektivisere DSB og via det økonomiske råderum.

Morten Bødskov (S), der er formand for Erhvervs, Vækst- og Eksportudvalget, er ellers tilfreds med, at regeringen ikke har valgt at finansiere pakken ved at skære i dagpenge, som det ellers tidligere har forlydt.

Han mener derfor, at der godt kunne have været en bred aftale med Socialdemokratiet om erhvervspakken.

- Socialdemokratiet sagde nej til at være med til at finansiere pakken med besparelser på eksempelvis unges dagpenge. Det er den eneste årsag til, at vi ikke er med. Efter det blev vi smidt ud af forhandlingerne.

- Jeg tror, at det havde været bedre for Danmark, hvis vi havde fået en langt bredere aftale. Men det er regeringen, der har valgt, at man ikke ville det. Aftalens indhold tror jeg godt, vi kunne have talt om, siger Morten Bødskov.

Erhvervspakken sænker blandt andet en række afgifter på grænsehandelsvarer og indfører en aktiesparekonto, der skal gøre det nemt at investere i aktier.

- Meget af det er ganske udmærket, og det kunne vi sagtens have forhandlet med om, siger Morten Bødskov, der forklarer, at partiet dog kun delvist er enige i finansieringen.

Pakken koster næste år 700 millioner kroner stigende til 2,2 milliarder kroner i 2023.

Finansieringen er i stedet for at tage fra dagpenge fundet ved at effektivisere i DSB og via det økonomiske råderum. Desuden er aftalen finansieret ved at forenkle den økonomiske styring af beskæftigelsesindsatsen.

Både SF og Enhedslisten kritiserer den nye erhvervsaftale. SF-formand Pia Olsen Dyhr mener, at aftalen er udtryk for en skæv prioritering:

- Så længe borgere venter på kræftbehandling eller at blive udredt for alvorlige hjertesygdomme, så er det helt skævt at bruge penge på at sænke alkoholafgifter eller gøre det billigere at være aktionær.

Enhedslistens finansordfører, Pelle Dragsted, kalder erhvervspakken for et "løftebrud".

- De nye skatterabatter skal blandt andet finansieres ved at tage penge fra råderummet, som er skabt gennem for eksempel en højere pensionsalder. Det er klokkeklart løftebrud fra regeringen, lyder det.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx