Af Ritzau - 26/12-16 17:41; Opdateret: 26/12-16 18:27

Tusindvis af enlige forsørgere er gået glip af jobpræmieTusindvis af enlige forsørgere er gået glip af jobpræmie

Cirka 2500 personer står til at få efterbetalt i gennemsnit 6000 kroner, vurderer Beskæftigelsesministeriet.

storybild

Der er penge på vej til cirka 2500 personer, der var berettiget til en særlig jobpræmie i 2011-2012, men som ikke har fået det. Arkivfoto. (Billede: Free/Colourbox)

Ved en fejl har tusindvis af langtidsledige enlige forsørgere ikke fået udbetalt en såkaldt jobpræmie, de ellers var berettiget til.

Det oplyser beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) i en orientering til Folketingets finansudvalg.

Cirka 2500 personer kan se frem til en efterbetaling på gennemsnitligt 6000 kroner per person.

Det er Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, der er blevet opmærksom på fejlen. Det er sket, fordi ordningen, der fungerede som et forsøg i perioden 2011-2012, er blevet evalueret.

Forsøget gik ud på at give en belønning på maksimalt 600 kroner om måneden til langtidsledige enlige forsørgere, der kom i job.

Men uvist hvorfor, så er 6300 personer, der ellers levede op til betingelserne, slet ikke blevet orienteret om, at de kunne få jobpræmien. Og af dem vurderes de 2500 at have retskrav på at få beløbet efterbetalt.

Udgiften til det vil løbe op i omkring 15 millioner kroner. Og det svarer altså til cirka 6000 kroner i gennemsnit.

Troels Lund Poulsen har bedt Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering om at komme med en redegørelse om sagen.

Her vil ministeriet og styrelsen også finde ud af præcist hvor mange penge, hver enkelt person har krav på.

Formålet med jobpræmien var at øge de langtidsledige enlige forsørgeres tilskyndelse til at finde sig et arbejde. Og jobpræmien havde faktisk en effekt. Det har en tidligere evaluering vist ifølge Beskæftigelsesministeriet.

Selv om lige nøjagtig den form for jobpræmie ikke findes længere, så har politikerne siden indført forskellige lignende ordninger.

I dag kan enlige forsørgere få et særligt skattefradrag på mere end 18.000 kroner. Og regeringen arbejder for at få indført en særlig jobpræmie for langtidsledige, der kommer i arbejde.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx