Af Mads Brandsen - 05/09-17 11:06

Peter Madsen vil fortælle alt: Sådan forløber dagens retsmøde Peter Madsen vil fortælle alt: Sådan forløber dagens retsmøde

Klokken 14 begynder det retsmøde, der for første gang kan give offentligheden mere indblik i sagen mod ubådskaptajnen Peter Madsen.

storybild

Peter Madsen (Billede: Ida Marie Odgaard)

Peter Madsen har siddet varetægtsfængslet siden lørdag 12. august. Fængslingen udløber i tirsdag, og derfor er det sidste frist for at forlænge fængslingen af ham. Anklagemyndigheden kunne have løsladt ham undervejs, men har vurderet, at der fortsat var grundlag for en varetægtsfængsling - og det er stadig vurderingen.

Ved dagens retsmøde vil anklagemyndigheden kræve Peter Madsen varetægtsfængslet i yderligere et antal dage - typisk mellem 14 og 28 dage. Politiet udvidede 25. august sigtelsen mod Peter Madsen, så han foruden uagtsomt manddrab og drab også er sigtet for usømmelig omgang med lig. Ved dagens retsmøde vil anklagemyndigheden fremlægge de nye beviser, der er fundet i sagen - og Peter Madsens forsvarer vil tale for, at hendes klient skal løslades. Han nægter sig skyldig i både uagtsomt manddrab og drab.

Udgangspunktet i Danmark er, at retsmøder er offentlige - men under det første retsmøde i august var dørene ikke bare lukkede, men såkaldt dobbelt lukkede. Lukkede døre vil sige, at offentligheden ikke har adgang, mens dobbelt lukkede døre betyder, at der heller ikke var adgang til at overvære den del af mødet, hvor det blev besluttet at lukke dørene under resten af mødet. Peter Madsens forsvarer vil på dagens retsmøde tale for åbne døre, mens anklagemyndigheden igen vil kræve dørene lukkede.

Der skal gode grunde til at holde dørene lukkede. Eksempelvis at det ville skade efterforskningen at lade offentligheden få indblik i sagen. Men det gør sig ikke gældende i denne sag, vurderede den drevne forsvarsadvokat Bjørn Elmquist over for BT i går. Offentlighedens store interesse i sagen taler også for, at dørene holdes åbne, mener han.

»Ganske længe kørte der misforståelser rundt om, at offeret i sagen (Kim Wall, red.) var blevet sat i land i live, selv om sigtede havde forklaret noget andet i retten. Hvis begge parter var enige om, at hun var død, var det jo mærkeligt, at offentligheden skulle bindes noget andet på ærmet,« sagde han.

Når anklagemyndigheden og forsvareren har redegjort for deres syn på sagen, og Peter Madsen har haft lejlighed til at udtale sig, vil dommeren træffe en afgørelse i sagen. Det kaldes også for en kendelse. Den kan enten konkludere, at Peter Madsen skal forblive fængslet - eller at han skal løslades. Det sidste er ikke ret sandsynligt, vurderer Bjørn Elmquist:

»Her er Peter Madsens forsvarer er oppe imod noget, der har karakter af en naturlov. Det er oftest ganske svært at vriste sigtede ud af varetægtsfængslingen. Det lykkedes man kun ganske sjældent med som forsvarer.«

Hvis varetægtsfængslingen af Peter Madsen forlænges, kan dommeren desuden afgøre, at han skal sidde i isolation, hvis det er vigtigt for efterforskningen. Allerede 24. august erfarede Ekstra Bladet dog, at han ganske frivilligt er gået i isolation. Formentlig for at undgå repressalier fra andre indsatte, der tit er ganske hårdhændede over for indsatte, der er sigtet eller dømt for drab på kvinder.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx