20/10-17 12:50; Opdateret: 20/10-17 14:11

Obduktion bekræfter: 16-årig blev likvideret med seks skudObduktion bekræfter: 16-årig blev likvideret med seks skud

Politiets foreløbige afhøringer bekræfter antagelsen om, at drabet på Servet Abdija ikke er banderelateret.

storybild

København. Retsmedicinske undersøgelser af den skuddræbte teenager Servet Abdija bekræfter, at han blev ramt seks gange.

Skuddene er affyret fra nært hold og angiveligt fra et enkelt våben, oplyser Københavns Politi fredag middag.

- Vi er ikke færdige med de endelige undersøgelser, men obduktionen bekræfter den første antagelse: At han er ramt af seks skud, siger efterforskningsleder Hans Erik Raben.

Af hensyn til den videre efterforskning ønsker han ikke at oplyse, hvor på kroppen den 16-årige blev ramt.

Fire dage efter den brutale nedskydning, der fandt sted ved den dræbtes hjem på ydre Nørrebro, har politiet modtaget 112 henvendelser fra borgere.

- De første afhøringer bekræfter os i vores første antagelse om, at drabet ikke har noget med bandekonflikten at gøre. Det bekræfter os i, at vi er godt på vej, siger Hans Erik Raben.

I dagene efter forbrydelsen har politiet appelleret til særligt børn og unge om at bidrage til opklaringen. Flere har allerede lyttet til opfordringen, men ifølge Hans Erik Raben er de afgørende vidner endnu ikke dukket op.

Blandt andet håber politiet at høre fra flere af de unge, der tilsyneladende opholdt sig i nærheden af gerningsstedet på aftenen for drabet.

- Vi kan se og høre i miljøerne, at der stadig er en del unge med viden om det her. De ved, hvad baggrunden for drabet er, og hvad der er gået forud. Der er også nogle, som ligger inde med helt konkret viden om, hvem drabsmændene er, siger efterforskningslederen.

Det var mandag aften omkring klokken 21, at Servet Abdija blev passet op i en gård i Ragnhildgade på ydre Nørrebro.

Om aftenen havde teenageren været ude at spille bold med nogle kammerater, og da han vendte hjem, ventede gerningsmændene tilsyneladende på ham.

Til Ekstra Bladet har den 16-åriges mor fortalt, at hun hørte skud, og at hun fra altanen i familiens hjem kunne se sin døende søn ligge på jorden.

Servet Abdija var enebarn. Han gik i niende klasse og hjalp i fritiden til på farens pizzeria. Drømmen var at blive politimand.

Efter drabet er en gruppe unge set flygte fra stedet. Det er uklart, om der er tale om to, tre, fire eller muligvis fem personer. Politiet hælder dog til tre.

Ikke langt fra stedet holdt en mellemstor og mørk bil ifølge vidner og ventede på dem. Endnu har politiet hverken fundet flugtbil eller gerningsvåben.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx