19/09-17 11:47; Opdateret: 19/09-17 12:36

EL: Staten skal medfinansiere nye boliger til studerendeEL: Staten skal medfinansiere nye boliger til studerende

Der skal bygges flere studieboliger, og staten skal i højere grad støtte byggeprojekterne, mener Enhedslisten.

storybild

Enhedslistens boligordfører, Søren Egge Rasmussen, bedt boligministeren redegøre for manglen på boliger til studerende i de større uddannelsesbyer og præsentere initiativer, regeringen vil tage for at komme situationen til livs. Scanpix/Ida Marie Odgaard/arkiv

København. Problemet med manglende boliger til landets studerende kan kun løses på én måde: Der skal bygges flere.

Sådan lyder det fra Enhedslisten, som har kaldt boligminister Ole Birk Olesen (LA) i samråd tirsdag.

Her har Enhedslistens boligordfører, Søren Egge Rasmussen, bedt ministeren redegøre for manglen på boliger til studerende i de større uddannelsesbyer og præsentere initiativer, regeringen vil tage for at komme situationen til livs.

- Over de sidste ti år har vi i Danmark fået 70.000 flere studiepladser, men der er kun blevet bygget 13.500 studieboliger.

- Jeg vil gerne have, at vi får en god debat, som virkelig synliggør, at vi har et kæmpe problem med mangel på studieboliger i Danmark, siger Søren Egge Rasmussen.

Boligordføreren håber, at et politisk flertal vil være med til at handle og finde frem til løsninger, der resulterer i byggeprojekter. Og Enhedslisten har en løsning, de ønsker at drøfte med de andre partier.

- Vi mener sådan set, at staten skal gå ind og være medfinansierende på at bygge ungdomsboliger. Det har vi set, kan lade sig gøre, da der blev bygget flygtningeboliger.

- Der fik kommunerne bedre økonomiske rammer og fik opført 8000 små boliger. Vi kan gøre noget tilsvarende på ungdomsboligområdet, siger han.

Særligt i Storkøbenhavn er manglen på studieboliger stor, men også i Aarhus, Aalborg og Odense mangler studerende permanent tag over hovedet, fortæller Søren Egge Rasmussen.

Nye tal fra Ingeniørforeningen, IDA, viser, at knap hver tredje studerende på landets tekniske og naturvidenskabelige uddannelser i høj eller meget høj grad har haft problemer med at finde et sted at bo.

Harald Gade Andersen er studietalsmand for IDA og sætter spørgsmålstegn ved, om det er godt for samfundet, at så mange studerende har svært ved at få tag over hovedet.

- Det påvirker studerende mentalt, hvis de skal surfe fra den ene sofa til den anden. Det er en kæmpe belastning for dem, som ikke er trygge i deres boligsituation, siger han.

976 studerende fra forskellige universiteter med tekniske og naturvidenskabelige linjer har været med i undersøgelsen.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx