Af Sine Bach Jakobsen - 15/11-17 15:16

Sukker-bombe: Flere unge får type-2-diabetesSukker-bombe: Flere unge får type-2-diabetes

Her er tegnene, hvis du er i farezonen.

storybild

Flere unge får diagnosticeret type-2-diabetes. (Billede: STOYAN NENOV)

Det er langt fra kun ældre, som bliver ramt af type-2-diabetes, der i folkemunde kaldes gammelmandssukkersyge.

På 20 år er antallet af unge mellem 15 og 30 år med type-2-diabetes mere end firedoblet fra 477 til 2.026, viser foreløbige tal fra Steno Diabetes Center Copenhagen og Sundhedsdatastyrelsen.

Ifølge Marit Eika Jørgensen, leder af Klinisk Epidemiologi på Steno Diabetes Center Copenhagen, kan en del af forklaringen være, at vi er blevet bedre til at diagnosticere og skelne mellem type1 og type2. Samtidig kan der være en større andel af danske unge i dag med ikke-vestlig baggrund, som har en større genetisk betinget risiko for diabetes.

»Men vi er selvfølgelig også nødt til at tænke på om den tiltagende fedme og inaktivitet i den unge målgruppe er med til at tricke sygdommen hos personer, som er arveligt disponeret for type2-diabetes,« siger hun.

Risikoen for at blive ramt af pludselig, uventet hjertedød er for yngre type1- og type2-diabetikere er syv gange større, mens risikoen for hjertesygdom er otte gange større sammenlignet med unge uden diabetes, viser et nyt opsigtsvækkende studie fra Rigshospitalet.

»Voldsomme tal,« kalder en af forskerne bag undersøgelsen selv resultat. Overlæge Jacob Tfelt-Hansen fra Hjertemedicinsk Klinik på Rigshospitalet siger til Berlingske:

»Både læger og patienterne selv skal være mere opmærksomme på den risiko og de advarselstegn, der ofte er. Vi kan således se i journalerne, at mange har haft symptomer og har søgt læge, lige inden de døde, fordi de f. eks. har været besvimet eller har haft brystsmerter.«

De »skræmmende høje tal« får også administrerende direktør i Diabetesforeningen Henrik Nedergaard til at slå alarm:

»Antallet af type2-diabetikere blandt unge stiger voldsomt, og deres risiko for at dø er alarmerende høj. Vi – både samfundet og den enkelte - er nødt til at tage diabetes hos unge langt mere alvorlig,« siger han.

På baggrund af stigningen åbner Diabetesforeningen nu sine grupper for unge type1-diabetikere op for unge med type2-diabetes.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) fremlagde tirsdag en ny national diabeteshandleplan.

Opdag diabetes

Jo længere tid, du går med uopdaget diabetes, des større er risikoen for hjerte-kar-sygdom og andre følgesygdomme. Har du et eller flere af disse symptomer, kan du have type-2-diabetes:

Hyppige toiletbesøg forstyrrer din nattesøvn, og generelt tisser du ofte.

Konstant tørst – du har en følelse af at være tør i munden.

Træthed og døsighed, uanset hvor meget du sover.

Sløret syn og dine øjne er mere tørre end normalt.

Hud og slimhinder får let infektioner.

Kvalme og appetitmangel og dermed også vægttab, selvom din kost og livsstil ikke er ændret.

Kløe og svamp omkring kønsorganerne

Vanskelig sårheling, som kan give infektioner.

Følelsesforstyrrelser – især i benene.

Forebyg hjerte-kar-sygdom

Diabetespatienter skal være opmærksomme på en række faktorer:

Blodtryk skal du have tjekket hver tredje måned. Det systoliske blodtryk (det høje) bør ligge under 130 mmHg, og det diastoliske blodtryk (det lave) bør ligge under 80 mmHg

Kolesterol skal du have tjekket mindst én gang om året. Målene er sat lavere for diabetikere på grund af den øgede risiko for åreforkalkning. Totalkolesterol bør ligge under 4,5 mmol/l. Dit LDL-kolesterol bør ligge under 2,5 mmol/l.

Rygning øger også den i forvejen forhøjede risiko for at få en hjertesygdom. Derfor er rygestop en meget vigtig del af i forebyggelsen.

Overvægt øger også risikoen. BMI (vægt divideret med højde i meter) bør være under 30 og taljemål under 102 cm for mænd og 88 for kvinder.

Symptomer på hjerte-kar-sygdomme er ofte svagere hos diabetespatienter, der ikke nødvendigvis oplever stærke smerter i brystet. Gå derfor til lægen, hvis du oplever svage symptomer som øget træthed og hyppig åndenød.

Kilde: Diabetesforeningen

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx