13/08-17 22:52; Opdateret: 13/08-17 23:15

DR's mangfoldighedskonsulent siger sin stilling opDR's mangfoldighedskonsulent siger sin stilling op

Debatten om DR's mangfoldighedsstrategi fjerner fokus fra DR's arbejde, lyder det i en pressemeddelelse.

storybild

København. Gitte Rabøl, konsulent i DR, har sagt sin stilling op, oplyser DR i en pressemeddelelse.

Det sker, efter at DR har fået meget kritik for at have genansat den forhenværende mediedirektør som ekstern mangfoldigheds-konsulent.

Hun blev ansat på samme lønvilkår, som da hun var mediedirektør, hvilket er over to millioner kroner, har flere medier beskrevet.

Det var Ekstra Bladet, som først kunne fortælle, at Gitte Rabøl var blevet ansat som ekstern konsulent, efter hun selv havde sagt sin stilling op.

Avisen havde også fået en aktindsigt, som viste, hvor høj en løn Gitte Rabøl var ansat til.

- DR's bestyrelsesformand, Michael Christiansen, og generaldirektør Maria Rørbye Rønn er enige med Gitte Rabøl i, at den seneste tids debat fjerner fokus fra DR's arbejde med en mangfoldighedsstrategi, lyder det i pressemeddelelsen.

Der står yderligere, at Michael Christiansen beklager Gitte Rabøls beslutning, men at han forstår og anerkender helt baggrunden for beslutningen.

Ansættelsen af den tidligere direktør har vakt undren blandt flere partier. Blandt andet har Venstres medieordfører, Britt Bager, til Berlingske kaldt ansættelsen "mærkværdig".

Også Dansk Folkepartis medieordfører, Morten Marinus, har overfor TV 2 undret sig over, at Gitte Rabøls årsløn lød på over to millioner kroner.

Opsigelsen vil have virkning fra udgangen af november 2017.

Danmarks Radio har fyldt langt det meste i Gitte Rabøls arbejdsliv, siden hun i 1981 forlod Danmarks Journalisthøjskole.

I årene 2003-2007 var hun chef for DR2. Igennem fem et halvt år havde hun stillingen som DR's mediedirektør, som hun forlod 1. juni.

Gitte Rabøl har dog også haft en karriere uden for DR-Byen på aviserne Demokraten Weekend og Det Fri Aktuelt. Siden var hun studievært og redaktionschef på TV2-Lorry og 2007-2010 selvstændig rådgiver.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx