Af Ritzau - 27/01-17 10:02; Opdateret: 27/01-17 11:33

Advarsel i rapport om trætte ministerchauffører druknedeAdvarsel i rapport om trætte ministerchauffører druknede

I 2004 foreslog en rapport, hvad man kunne gøre ved trætte ministerchauffører, der udgjorde sikkerhedsrisiko.

storybild

En rapport fra Finansministeriet gav i 2004 nogle løsningsforslag til problemet med udkørte ministerchauffører, der udgør en "væsentlig sikkerhedsrisiko". Men ministerierne fulgte aldrig op på rapporten. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Nikolai Linares)

De chauffører, der fragter ministre rundt i landet, har til tider så lange arbejdsdage, at de føler sig til fare for både sig selv, ministeren og medtrafikanter.

Det fortæller flere ministerchauffører anonymt til Ritzau. Allerede i 2004 viste en undersøgelse fra Finansministeriet, at de fleste ministerier havde problemer med at overholde hviletidsbestemmelserne.

- Det er en væsentlig risiko for sikkerheden for såvel minister som chauffør samt for de potentielt involverede i færdselsuheld, lød det i rapporten.

Undersøgelsen blev sat i søen af ministeriernes departementschefer, og den fremsatte også løsningsforslag.

Blandt andet et pilotprojekt, hvor chaufførerne fra fem til otte ministerier blev slået sammen i en pulje.

- Samlingen i Finansministeriet vil i det daglige lette koordinationen, idet chaufførerne er samlet under en fælles ledelse, lød det i rapporten:

- En bedre udnyttelse af ressourcerne vil nedbringe den manglende overholdelse af de generelle hviletidsregler og dermed øge kørselssikkerheden og gavne de enkelte chaufførers arbejdsmiljø.

I dag fortæller flere af ministerchaufførerne til Ritzau, at en stor del af problemet ligger i, at de er ansat i hver deres ministerium.

- Systemet lukker fuldstændig øjnene, fordi alt omkring ministeren bare skal køre derudad, og så håber man, at alt går, siger en chauffør.

- Jeg er ene mand mod et helt ministerium af jurister og Djøf'ere, tilføjer han.

Tilbage i 2004 blev Finansministeriets undersøgelse sendt til høring i de øvrige ministerier. Men arbejdet blev aldrig færdiggjort, så der findes ikke en endelig, officiel rapport, oplyser Moderniseringsstyrelsen.

Der var blandt ministerierne ikke tilstrækkelig opbakning til rapportens forslag, lyder det videre.

Der er således ikke ændret på, at det er de enkelte ministeriers ansvar, at hviletidsbestemmelserne overholdes.

Ingen ministerier har nogen kommentar. Forelagt kritikken henviser de til Ministeriet for offentlig innovation.

Ritzau forsøger at få en kommentar fra minister for offentlig innovation Sophie Løhde (V), der har ansvaret for styringen af den offentlige sektor.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx