Af Ritzau - 26/12-16 07:00

DMI: Den sidste uge i 2016 bliver mild og kedeligDMI: Den sidste uge i 2016 bliver mild og kedelig

Når en storm har passeret tirsdag, bliver resten af ugen rolig, siger DMI, der spår fint vejr nytårsaften.

storybild

Ifølge DMI bliver vejrforholdene nytårsaften "fornuftige" i forhold til at kunne se fyrværkeri (arkivfoto). (Billede: Free/Rasmus B. S. Hansen)

Den sidste uge i 2016 begynder stormende. Således rammer stormen Urd Danmark mandag middag langs den jyske vestkyst og i Nordjylland. Om eftermiddagen går den i land på Bornholm.

Det oplyser vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Henning Gisselø tidligt mandag morgen.

Derfor advarer DMI mod at gå ud i disse områder i aftentimerne mandag og i løbet af natten til tirsdag.

Når Urd har passeret Danmark tirsdag morgen, bliver resten af ugen betydeligt mere fredelig, lover meteorologen.

- Det bliver faktisk ret kedeligt. Det bliver en blanding af lidt sol og skyer, selv om skyerne nok vil dominere, siger han.

- Det bliver også ret mildt. Vi kommer til at ligge på temperaturer på mellem seks og otte grader om dagen og lige over frysepunktet om natten.

Ser man bort fra ugens første døgn, hvor DMI varsler vindstød af stormstyrke langs den jyske vestkyst, i Nordjylland og på Bornholm, kan vi forvente en let til frisk vind.

- Samtidig ser det tørt ud det meste af ugen med ikke ret meget nedbør, siger Henning Gisselø.

Han spår desuden fine chancer for at kunne se raketter på himlen nytårsaften og kalder vejrforholdene "fornuftige".

- Jeg tror, at det kommer til at holde tørt. Det bliver godt nok overskyet, men jeg tror ikke, at skyerne kommer til at hænge alt for lavt.

- Det bliver en mild og lidt småkedelig nytårsaften, hvor der kan være lidt vestenvind, der kan genere. Men ellers skulle der være mulighed for at kunne se nytårsfyrværkeri, siger han.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx