Af Sine Bach Jakobsen - 28/08-17 10:01

Mads havde en festlig aften med energidrikke: Endte i en hospitalsseng med drop  Mads havde en festlig aften med energidrikke: Endte i en hospitalsseng med drop

Mads Bødker endte i en hospitalsseng med drop, efter han en aften havde drukket en masse energidrik med vodka. Nu rører han ikke den koffeinholdige sukkerdrik længere.

storybild

Mads Bødker endte i en hospitalsseng efter aften i byen med for mange energidrik. Foto: Iris / privatfoto

De var tre kammerater, der var taget til England for at se fodbold. Men den i dag 27-årige Mads Bødker var ved at misse kampen dengang i 2013, fordi han blev indlagt efter en lidt for energirig aften i byen.

Som så mange andre unge havde de tre drenge nemlig drukket en del Vodka Redbull, hvor vodkaen er blandet op med energidrik. Næste morgen fik Mads Bødker det rigtig dårligt.

»Mit hjerte galoperede derudaf, og da vi skal ud for at spise morgenmad, kunne jeg slet ikke sidde ned, fordi hele kroppen bare kørte rundt,« siger han til BT.

Der gik nogle timer, og så begyndte Mads Bødker at få svært ved at trække vejret.

»Jeg blev skræmt over, hvordan min krop reagerede, og det gjorde mine kammerater også,« siger han.

Mads Bødker tog derfor på hospitalet. På hospitalet fik han kramper og kunne dårligt trække vejret. Han blev indlagt, og lægernes prøver viste, at hans fosfatniveau i kroppen var meget lavt. Lægerne mente, det skyldes de store mængder energidrik.

»Jeg lå i med drop i hospitalssengen natten over og det meste af næste dag,« siger han og fortæller at han kun lige nåede at blive udskrevet, så han kunne se fodboldkampen.

BT har fået flere henvendelser fra danskere, der ligesom Mads Bødker har haft dårlige oplevelser med indtagelse af energidrik. Henvendelserne er kommet som reaktion på, at en 13-årig svensk pige i denne uge blev indlagt på intensivafdelingen efter at have drukket for meget energidrik. Indlæggelsen fik hendes mor og en læge til at advare unge mod at drikke for mange af den populære drik.

Lignende historier er løbende blevet fortalt i medierne, siden salg af energidrik i 2009 blev lovligt i Danmark. Alligevel er salget af energidrikke eksploderet. Fra 2010 til 2016 er mængden af energidrikke, der sælges i Danmark, firedoblet – fra cirka fire millioner liter i 2010 til lidt over 16 millioner liter i 2016. I 2021 forventes salget at være steget til 25 millioner liter.

Tallene kommer fra DTU Fødevareinstituttet, som også har undersøgt bivirkninger i forbindelse med indtagelse af energidrikke herhjemme. I en undersøgelse af 3.682 danskere i alderen 10-35 år i 2014, havde 42 pct. af dem, som jævnligt drak den koffeinholdige sukkerdrik, oplevet bivirkninger. De hyppigste bivirkninger var søvnbesvær, rastløshed og hjertebanken.

Derudover kan energidrikke med sukker også bidrage til et højere sukkerindtag i kosten, idet de ofte indeholder 10-30 % mere sukker end f.eks. sodavand. Et højt indtag af læske-drikke med sukker øger risikoen for overvægt, diabetes 2, karies og andre tandskader.

Et helt nyt studie har desuden vist, at teenagere og unge, som drikker for mange energidrikke, har større risiko for senere at ende i et misbrug af euforiserende stoffer som kokain og amfetamin.

Men Mads Bødker har lært af sine oplevelser fore fire år siden.

»Jeg rører ikke længere energidrik,« siger han.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx