Af Ritzau - 02/03-17 11:18

Kinas ønske om dansk lovbrud blev afvist af kontorchefKinas ønske om dansk lovbrud blev afvist af kontorchef

Danmark ville sikre et statsbesøg med "fuld musik", da Kinas præsident, Hu Jintao, kom på statsbesøg.

storybild

Tibetkommissionen holder torsdag sit 20. møde med afhøringer. Udspørgeren er advokat Jakob Lund Poulsen. Opgaven er at afdække, hvorfor politifolk jagtede borgere med tibetanske flag under kinesiske besøg (arkivfoto). (Billede: Scanpix/Keld Navntoft)

Danmark fik beskeden adskillige gange: Kina ønskede at slippe for fornærmelser og demonstrationer ved statsbesøget af præsident Hu Jintao i 2012.

I hvert fald på ét tidspunkt sagde Danmark tydeligt og klart fra, kommer det frem torsdag i Tibetkommissionen.

Det lodrette nej blev sagt, da den kinesiske ambassadør ringede og forlangte, at 25 plakater straks blev fjernet.

Plakaterne var prydet af kinakritiske citater fra daværende udenrigsminister Villy Søvndal og var blandt andet hængt op i lufthavnen aftenen før Hu Jintaos ankomst. Afsenderen var Radio24Syv.

- Ambassadøren kom med et ønske, som var åbenlyst ulovligt, siger en højtstående embedsmand i Udenrigsministeriet, da han afhøres af Tibetkommissionen.

Opkaldet fra ambassadør Li kom sent om aftenen 13. juni, fortæller Martin Bille Hermann, der dengang var kontorchef i Udenrigsministeriets asienkontor.

- Det hverken kunne eller ville vi, siger han om sit svar til ambassadøren.

Han kalder henvendelsen meget usædvanlig. Den kom, mens præsidenten var i luften på vej mod Danmark.

- Ambassadøren var blevet ringet op fra flyveren og havde fået en ordre om at reagere, siger Martin Bille Hermann.

Kommissionen er nedsat for at finde ud af, hvordan det gik til, at politiet jagtede borgere med tibetanske flag og på andre måder indskrænkede ytringsfriheden ved statsbesøget.

Talrige gange gav Kina besked om, at man ville undgå "fornærmende manifestationer" og "forstyrrelser" - herunder også specifikt megafoner.

Det skete også på et møde, som Martin Bille Hermann deltog i blot to dage før besøgets begyndelse med en kinesisk viceudenrigsminister.

Bille Hermann ringede til chefen for Udenrigsministeriets protokol, Jette Nordam. Hun ringede derefter til politidirektøren i København, Johan Reimann.

Derfor vil kommissionens udspørger, Jakob Lund Poulsen, vide, hvad kontorchefen egentlig havde tænkt sig, at politiet skulle udrette?

- Jeg ønskede bare, at Københavns Politi var klar over den kinesiske nervøsitet, som var rejst mindre end 48 timer, før præsidenten skulle lande, siger Martin Bille Hermann.

Statsbesøget var en stor begivenhed i diplomatiet og krævede et intenst forarbejde, lyder det.

- Den skulle have fuld musik, lidt svarende til hvad der skulle ske ved besøg af den amerikanske præsident, siger Hermann.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx